Stinne Simonsens telefon ringer næsten hele tiden.

I røret er på skift flere af hendes i alt 100 medarbejdere, som indtil i onsdags havde et job, der gav dem en følelse af at høre til. Nu er det slut. 

Stinne Simonens socialøkonomiske virksomhed, Social Craft, er gået konkurs. Det sker ifølge ejeren efter en overenskomstmæssig konflikt med fagforbundet 3F, skriver Berlingske.

»Jeg er meget ked af, at de skal miste deres arbejde. Det er det, der gør ondt. Det har ikke været en normal virksomhed, og alt, vi har skabt, har vi skabt sammen,« siger Stinne Simonsen til B.T.  

»De har haft mulighed for at mærke, at der er brug for dem – også selvom, at det kun er et par timer om ugen. Nu er deres verden væltet, men vi er alle sammen enige i, at det fællesskab, vi har haft de seneste fire år, fortsætter.« 

For fire år siden startede Stinne Simonsen Social Craft med de 10.000 kroner, der stod på hendes lønkonto.

De nu tidligere ansatte, som lider af kronisk, fysisk eller psykisk sygdom, udførte her arbejdsopgaver i en fleksjobordning på bestilling af virksomhedens kunder – for eksempel Middelfart Sparekasse og Normal.

Med virksomheden ville hun give mennesker med begrænset arbejdsevne mulighed for at møde ind på egne vilkår og samtidig få psykologisk støtte, en kop kaffe med chefen eller en lur på sofaen, når behovet opstod, forklarer hun. 

»Vi har en fleksjobordning i Danmark, hvor mange ikke passer ind på en normal arbejdsplads. Derfor ønskede vi at skabe et sted med plads til alle,« siger Stinne Simonsen. 

Det var i begyndelsen af marts, at 3F varslede konflikt med ønsket om, at Social Craft skulle have sine medarbejdere, der tjente 140 kroner i timen, på en lovpligtig overenskomst.

Fordi medarbejderne var ansatte som alt fra tjenere til lagermedarbejdere, krævede fagforbundet, at de forskellige faggrupper skulle tilknyttes passende overenskomster på området.

I den forbindelse understregede Stinne Simonsen over for B.T., at man var nødsaget til at dreje nøglen om, såfremt det blev udfaldet. 

»Vi ville have råd til at tiltræde Dansk Industris DIO1-overenskomst, men det fik vi ikke lov til. 3F burde havet lyttet til vores medarbejdere, og hvad de har behov for,« siger hun. 

For at få 3F tilbage til forhandlingsbordet – og i et forsøg på at redde sine 100 socialt udsatte medarbejdere – brugte Social Craft 250.000 kroner i advokatudgifter, forklarer Stinne Simonsen. 

»De omkostninger har kostet virksomheden livet,« siger Stinne Simonsen.

Afviser al kritik 
Over for B.T. understreger Brian Tollak Nielsen, der er 3F-lokalformand i Horsens og omegn, at man absolut ikke er enig i kritikken:

»Virksomheden er en socialøkonomisk virksomhed, hvor fleksjobbere skal aflønnes efter lovgivningen. Det har man ikke villet. Det, der er foregået, er løndumping på det danske arbejdsmarked, og det er simpelthen ikke i orden,« siger han. 

»Nu får 3F skylden for, at de er gået konkurs, men det har intet med os at gøre. Det vil vi ikke have siddende på os. Hun (Stinne Simonsen, red.) har truffet den beslutning. Hun har ikke betalt de krav, vi har sendt, tiltrådt overenskomst eller overholdt lovgivningen.« 

Brian Tollak Nielsen fortæller, at man har været i dialog med virksomheden ad flere omgange og forsøgt at finde en løsning, men at det ikke er blevet mødt. 

Der står 100 mennesker uden et arbejde nu, hvoraf mange af dem kategorisk er blevet afvist til fleksjob på det ordinære arbejdsmarked. Hvad skal de gøre? 

»De skal ud at søge et job. Vi knokler for at få fleksmedarbejdere i job hver eneste dag – og følger op på vores medlemmer,« lyder det.

Efter Brian Tollak Nielsens modsvar og kritik af Social Craft, ringer B.T. til Stinne Simonsen igen: 

I har betalt jeres medarbejdere 140 kroner i timen. Har der været tale om løndumping, eller en udnyttelse af billig arbejdskraft i jeres virksomhed? 

»Vores medarbejdere får fuldstændig samme løn, som man gør for sammenligneligt arbejde, og vores løn er delt op på en helt anden måde. For eksempel har vi haft gratis psykologhjælp, bisiddere til medarbejdernes møder med kommunen og tilbudt hjælp til rengøring i hjemmet,« siger Stinne Simonsen og tilføjer:

»Flere af vores medlemmer har sagt, at de aldrig ville have kunnet finansiere de ting, hvis de skulle betale med de 50 kroner mere, de ville få med 3F's overenskomst. I 2023 havde vi et overskud på 6,5 millioner kroner, hvor der var 2000 kroner tilbage. Alt gik til vores medarbejdere.« 

Brian Tollak Nielsen siger videre, at I ikke har overholdt lovgivningen. Er det korrekt? 

»I lovgivningen står der, at man skal gøre fleksjobberen opmærksom på, hvor man afviger fra overenskomsten, og det har vi gjort.«