Der er flere udfordringer ved, at danskerne i dag får færre børn. 

Et problem er, at antallet af personer i Danmark ikke bliver opretholdt, men et andet er, at børnetøjsbranchen bløder. 

»Børnebranchen er presset på alle kategorier, fordi vi får for få børn. Fertilitetsraten er den største synder, og vi har et kæmpe problem – både som samfund og for aktørerne i børnebranchen,« siger Louise Byg Kongsholm, der er trendforsker og livsstilsekspert, til TV 2.

Ifølge trendforskeren er det et marked, der er stærkt påvirket af, at fødselstallet falder, og gensalg samt genbrug i dag fylder meget i befolkningen. Derfor kalder hun det en »tsunami af udfordringer«, som branchen står overfor. 

For de seneste år har flere børnetøjsforretninger meldt dårlig økonomi, nyligst var det forretningen Babysam, der måtte oplyse et millionunderskud. 

Børnetøjsfirmaet Pompdelux er den seneste børnetøjsforretning, der har trukket overskrifter, fordi de nu er under konkursbehandling. 

Pompdelux har ellers formået at sælge børnetøj i de seneste 20 år for flere millioner kroner. 

Selskabet havde i sine bedste år tilbage i 2012 og 2013 årligt overskud på den gode side af 30 millioner kroner.

I 2021/22 blev overskuddet imidlertid forvandlet til et stort underskud på 20,6 millioner kroner.

En anden kendt virksomhed, der gik konkurs var virksomheden Pixizoo tilbage i 2022.

I otte år solgte de blandt andet børnetøj, legetøj og babyudstyr.