Både turister og lokale fik det sidste år dårligt og besvimede, mens en ekstrem hedebølge ramte flere lande i Middelhavsområdet.

I år ser det ud til, at solglade danskere igen må forberede sig på at kunne få det særdeles varmt.

Sådan lyder det fra to klimaforskere til norske Dagbladet.

»Jeg tror ikke, det vil være en overraskelse, hvis det bliver endnu en varm sommer i år,« forklarer Anne Sophie Daloz, der er klimaforsker ved Cicero – Center for Klimaforskning.

De seneste to år har vi oplevet en stigning i temperaturen overalt i Europa – men især i den centrale og sydlige del.

Sidste år lå temperaturen i Europa over gennemsnittet i 11 ud af årets 12 måneder, har Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) oplyst, og der var et rekordhøjt antal dage med det, der betegnes som »ekstrem hedebelastning«.

Blandt andet blev der i spanske Girona målt 47,3 grader i august, mens der i italienske Decimomannu på Sardinien i juli blev registreret en temperatur på 46,9 grader.

Udover Spanien og Italien blev der også målt ekstremt høje temperaturer i Tyrkiet og i Grækenland – hvilket ikke undrer klimaforsker ved det norske meteorologiske institut, Hans Olav Hygen.

»Det er helt sikkert de lande, hvor man kan forvente, at det også bliver varmt i år. Hvis der kommer ekstreme hedebølger, er det ofte Middelhavslandene, der bliver hårdest ramt,« siger han til Dagbladet.

Begge klimaforskere slår fast, at det endnu er for tidligt at komme med en prognose for dette års sommervejr, men begge er også enige om, at det ser ud til at kunne blive en varm sommer endnu en gang – især i Sydeuropa.

Varmerekorden i Europa blev dog ikke slået sidste år. 

Den blev sat i 2021 på Sicilien, hvor der blev målt 48,8 grader.