Undgå store forsamlinger!

Amerikanerne frygter et ekstremistisk angreb i hovedstaden hos ærkefjenden Rusland. Derfor opfordrer man nu de få amerikanere, der stadig befinder sig i den russiske hovedstad, til at blive væk fra store forsamlinger i de næste to døgn.

'Ambassaden overvåger rapporter, der tyder på, at ekstremister har forestående planer om at angribe store forsamlinger,' skriver ambassaden.

Den amerikanske ambassade opfordrer blandt andet til, at man bliver væk fra koncerter, og at man holder sig opdateret hos de lokale medier. Det skriver man i en opdatering på sin hjemmeside

De russiske myndigheder har ikke kommenteret på oplysningerne fra den amerikanske ambassade.
De russiske myndigheder har ikke kommenteret på oplysningerne fra den amerikanske ambassade. Foto: Tatyana Makeyeva/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hvilke ekstremister man mistænker for at begå et muligt angreb, oplyses ikke. 

Fredag har også den danske ambassade lagt en enslydende advarsel på sin hjemmeside. 

Opfordringen kommer dog inden for det samme døgn som en storstilet politiaktion i Rusland, hvor man angiveligt har nedlagt en terrorcelle støttet af ISIS, der havde konkrete planer om at angribe en synagoge i Moskva. 

Torsdag meldte den russiske sikkerhedstjeneste FSB, at man havde gennemført en aktion i Kaluga syd for Moskva. 

Under aktionen skulle de russiske sikkerhedstjenester være blevet beskudt af ekstremisterne, som det lykkedes at 'neutralisere'. 

Ved den efterfølgende ransagning fandt man skydevåben, ammunition og komponenter til fremstilling af en bombe. 

Det er uvist, om der er en forbindelse mellem antiterroraktionen og advarslen fra den amerikanske ambassade.