Syv nødhjælpsarbejdere mistede sent mandag livet i et droneangreb i Gaza. 

Tirsdag har den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, undskyldt for hændelsen, hvor personer fra Palæstina, Storbritannien, Polen, USA, og Australien mistede livet. 

»Desværre har der den seneste dag været en tragisk hændelse, hvor vores styrker utilsigtet ramte uskyldige mennesker i Gazastriben,« siger Netanyahu i en videoerklæring. 

Israel vil nu undersøge hændelsen, lyder det. 

De syv dræbte arbejdede for den amerikanske organisation World Central Kitchen (WCK). En af få nødhjælpsorganisationer, der har haft succes med at få store mængder nødhjælp ind i Gaza og direkte ud til de civile, fortæller B.T.'s Mellemøstkorrespondent, Jotam Confino. 

»WKC var et vigtigt modargument for Israel, når de blev beskyldt for at bruge sult som et våben. På alle leder og kanter er det en exceptionel tragedie for palæstinenserne, israelerne og selvfølgelig de dræbte medarbejdere. De eneste vindere i den her sag er Hamas,« siger Confino. 

World Central Kitchen (WKC) har nu midlertidigt indstillet deres arbejde i Gaza, og det betyder, at de i forvejen knappe ressourcer i Gaza bliver færre.

»På de tre uger, hvor de har opereret i Gaza, har de formået at få 600 tons mad ind i Gaza og ud til de civile,« fortæller Jotam Confino.

Israel er nu under internationalt pres, og det er vigtigt for militæret, at man kan levere en grundig forklaring på det fatale luftangreb. 

»Der er ikke nogen tvivl om, at de ved, at det er en kæmpe fejl. Det er jo en kæmpe tragedie. De syv nødhjælpsarbejdere kørte i tre forskellige biler, der alle blev ramt af droner. De havde koordineret deres rute med det israelske militær inden, « siger Jotam Confino.