Byen beskrives både som »strategisk vigtig« og som »et vigtigt mål for Moskva«.

Slaget om den er nu i gang – og de russiske styrker har angiveligt fået besked på at indtage den inden en helt særlig dato.

Det skriver norske NRK og Financial Times.

Der er tale om den »vigtige højborg« Tjasiv Jar, der ligger i den krigshærgede region Donetsk i det østlige Ukraine.

Røg ses stige op fra Tjasiv Jar den 11. april.
Røg ses stige op fra Tjasiv Jar den 11. april. Foto: Anatolii Stepanov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

De russiske styrker har den seneste tid bevæget sig stille og roligt ind på byen, mens de ukrainske soldater omvendt har været udfordret af mangel på våben og ammunition, hvilket har ført til, at de flere steder i regionen har måttet trække sig tilbage til nye positioner. 

»Hvis de russiske styrker er i stand til at intensivere angrebene og indtage Tjasiv Jar, vil de kunne bruge Tjasiv Jar som udgangspunkt for efterfølgende offensive operationer mod Ukraines kritiske fæstningsbyer Kostjantynivka og Druzjkivka,« lød vurderingen den 27. april i en analyse udarbejdet af den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW).

Og det er netop, hvad der ifølge Financial Times skal være sket:

De russiske bestræbelser på at indtage byen er blevet intensiveret, lyder det i en artikel fra 1. maj.

Soldater fra 'Achilles'-bataljonen i den ukrainske hær ses her forberede en mission ved frontlinjen nær Tjasiv Jar den 1. maj.
Soldater fra 'Achilles'-bataljonen i den ukrainske hær ses her forberede en mission ved frontlinjen nær Tjasiv Jar den 1. maj. Foto: Genya Savilov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

En talsmand for de ukrainske landstyrker i øst fortæller ifølge mediet, at op til 25.000 russiske tropper er blevet udstationeret i nærheden af byen de seneste uger.

Tidligere har den øverstkommanderende for Ukraines væbnede styrker, Oleksandr Syrskyj, meldt ud, at russerne – angiveligt – håber på at kunne indtage byen inden en bestemt dato:

»Samtidig er truslen fortsat relevant, da den russiske militærledelse har sat sine tropper til at erobre Tjasiv Jar inden 9. maj,« skrev han i et opslag på Facebook den 14. april.

På den pågældende dato fejrer russerne således Sovjetunionens sejr over Nazityskland under Anden Verdenskrig – og datoen har derfor stor betydning.

I et interview med The Economist, som er udgivet 2. maj, fortæller vicechefen for den militære efterretningstjeneste GUR, generalmajor Vadym Skibitsky, at det sandsynligvis er et spørgsmål om tid, før byen falder på samme måde som Avdiivka, der blev sønderbombet af russerne tilbage i februar.

»Det bliver ikke i dag eller i morgen, selvfølgelig, men det afhænger af vores reserver og forsyninger,« forklarer han om byen, der af mediet beskrives »som nøglen til en videre russisk fremrykning til de sidste store byer i Donetsk-regionen«.

Hvis de ukrainske styrker må trække sig tilbage fra byen, kan det ifølge Financial Times bringe hele forsvaret af Donetsk- og Luhansk-regionerne i fare. 

Byen ligger på toppen af en bakke og giver Ukraine »en af de sidste naturlige barrierer«, der beskytter vigtige forsyningslinjer og den regionale hovedstad Kramatorsk, der ligger 30 kilometer mod nord, lyder det i artiklen.

En ukrainsk kampvogn ses her på en af vejene omkring Tjasiv Jar den 30. marts.
En ukrainsk kampvogn ses her på en af vejene omkring Tjasiv Jar den 30. marts. Foto: Roman Pilipey/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sidste år i maj lykkedes det de russiske styrker at indtage den ukrainske by Bakhmut, efter der i månedsvis havde udspillet sig så blodige kampe i området, at det længe blev betegnet som »kødhakkeren«.

Siden har det dog taget næsten et år for russerne at rykke de omkring seks kilometer frem til udkanten af Tjasiv Jar.

På det seneste er fremskridtene dog gået hurtigere for dem.

»Det terræn, som russerne har været i stand til at tilbagelægge de seneste par måneder, var godt forsvarsterræn for Ukraine,« lyder det fra Rob Lee, der er militæranalytiker og senior fellow i Foreign Policy Research Institute's Eurasia-program, til Financial Times:

»Nu kan Rusland rykke hurtigere frem. Og hvis de indtager Tjasiv Jar, vil det gøre det meget sværere at forsvare andre områder.«

Indtil videre har de russiske styrker ikke formået at rykke ind i selve byen, lyder det.

Det var i februar 2022, at den russiske præsident, Vladimir Putin, indledte sin invasion af nabolandet Ukraine.