Tidligt fredag morgen tog en 25-årig ud på en fisketur, han nok aldrig glemmer.

Fisketuren endte nemlig med at vare noget længere, end Charles Gregory først havde tænkt sig.

For imens han var på atlanterhavet ud fra Floridas kyst, blev han overrasket af tidevandet, og pludselig slog en stor bølge hans båd omkuld.

Se videoen fra episoden øverst i artiklen.

Det lykkedes ham at komme ombord i båden igen, men herefter fulgte 30 timer til søs, hvor Charles Gregory var »dødsensbange,« fortæller hans far til CNN.

»Han sagde, at han har haft flere samtaler med gud på de 30 timer, end han har haft hele resten af sit liv,« siger hans far, Raymond Gregory.

For selvom han fik fat i båden igen, var den konstant ved at synke, helt indtil han blev samlet op.

Efter 30 timer, hvor Charles Gregory klyngede sig til den halvt sunkne båd og flød rundt under den stegende sol, imens han blev brændt af brandmænd og kunne se hajer tæt på båden, blev han spottet af et fly, næsten 20 kilometer fra kysten, hvorefter han blev samlet op af et skib.

Til CNN fortæller Charles Gregorys far, hvordan sønnen i løbet af de 30 timer blandt andet forsøgte at vifte med sine badebukser for at fange forbipasserende skibes opmærksomhed. 

På et andet tidspunkt fjernede han bådens motor, i et forsøg på at undgå at båden sank, forklarer faren.

Lørdag er Charles Gregory hjemme hos sine forældre, hvor han nu skal komme sig over en lang række skavanker efter døgnet til havs.

Blandt andet er han blevet alvorligt solskoldet, dehydreret og har svært ved at stå ud af sengen på grund af sine skader, fortæller faderen. Han forventes dog at komme videre fra episoden uden varige men.