Der har fundet endnu en alvorlig busulykke sted i Tyskland.

21 personer meldes at være kommet til skade i den forbindelse - en af dem alvorligt.

Det skriver det tyske medie Bild.

Bussen, der i alt havde omkring 60 passagerer om bord, skal af ukendte årsager torsdag aften være røget af motorvej A44 nær byen Werl, der ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvorefter den ramte autoværnet og væltede om på siden ned i grøften.

Meldingen om busulykken kommer kort til efter, at en anden alvorlig ulykke fandt sted i Tyskland.

Onsdag endte en Flixbus af ukendte årsager med at køre i grøften og lande på siden. Bussen var ifølge politiet på vej fra den tyske hovedstad, Berlin, til Zürich i Schweiz.

Fire personer mistede i den forbindelse livet. 

29 personer blev derudover lettere såret, mens seks personer blev alvorligt såret, lød det.

Det tyske medie Bild oplyser, at det var studerende fra en erhvervsskole i Marburg, der sad i bussen, som forulykkede torsdag aften.

Ulykken skete kort efter klokken 23 nær rastepladsen 'Am Haarstrang' i retning mod Kassel.

Ingen af dem meldes at være i livsfare.

Årsagen til ulykken er stadig ved at blive undersøgt, men ifølge de foreløbige undersøgelser var der ingen andre køretøjer involveret.