Det hører til sjældenhederne, at forældrene til den savnede pige Madeleine McCann udtaler sig.

Men det har de gjort nu – for at markere årsdagen for deres datters forsvinden under en ferie.

»Det er 17 år siden, Madeleine blev taget fra os,« indleder forældrene, Kate og Gerry, et opslag, som de har delt på Facebooksiden for eftersøgningen af deres datter:

»Det er svært at sige det tal uden at ryste på hovedet af vantro.«

Madeleine McCann var tre år, da hun pludseligt forsvandt.
Madeleine McCann var tre år, da hun pludseligt forsvandt. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz 3. maj 2007, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Hun var på det tidspunkt tre år gammel.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet 'Maddie', som hun blev kaldt, og hendes to yngre søskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra, hvor børnene lå og sov.

Godt hver halve time tjekkede forældrene til børnene i lejlighed 5A. 

Arkivfoto af Gerry og Kate McCann fra 2007.
Arkivfoto af Gerry og Kate McCann fra 2007. Foto: Sven Kaestner/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men da moderen, Kate McCann, klokken 22 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Maddie var væk.

I det nye opslag skriver forældrene, at savnet til datteren stadig gør ondt:

»Selvom vi er privilegerede på mange måder og kan leve et relativt normalt og behageligt liv nu, er det stadig meget foruroligende at 'leve i limbo'. Og savnet gør stadig ondt,« lyder det fra Kate og Gerry.

Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde ud af, hvad der skete med Madeleine McCann.
Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde ud af, hvad der skete med Madeleine McCann. Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Siden Maddies forsvinden har sagen været omfattende efterforsket, men det helt store gennembrud har manglet – indtil det tyske politi i juni 2020 kunne afsløre, at en tysk mand, Christian B., er mistænkt i sagen.

Den mistanke har holdt ved lige siden, uden at han dog er blevet tiltalt i sagen.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig.

Da han blev udnævnt som hovedmistænkt, sad han allerede bag tremmer. Dømt for en voldtægt af en ældre kvinde i samme område, som den savnede pige forsvandt fra.

Voldtægten fandt sted to år før, Madeleine forsvandt fra ferielejligheden i Praia da Luz.

I opslaget fra Kate og Gerry McCann takker de for den støtte, de fortsat bliver mødt af, ligesom de forklarer, at det giver dem »styrke til at fortsætte«:

»Vi ved, at kærligheden og håbet for Madeleine og viljen til at finde hende stadig er der, selv efter så mange år, og det er vi virkelig taknemmelige for. Tak igen for at huske Madeleine og alle forsvundne børn,« slutter de deres opslag.

Sagen om Madeleine McCann er endnu under efterforskning, og torsdag kom det frem, at politiet i London, Scotland Yard, har besluttet at tilføre yderligere penge til efterforskningen. Det kan du læse mere om HER.