Kristian Larsen sad fredag formiddag amerikansk tid på sit kontor, da alting pludselig begyndte at ryste. 

»Det første jeg tænkte på var mine børn,« siger han. 

Til dagligt bor og arbejder han i byen Chatham i den amerikanske stat New Jersey, hvor et sjældent jordskælv ramte 10.20 lokal tid. 

»Til at starte med var jeg ikke klar over, hvad der skete. Eller, om der var noget, der havde ramt bygningen,« siger Kristian Larsen og fortsætter:

»Bygningen svajede frem og tilbage, alt larmede - og det rystede en del.« 

Han har boet i New Jersey ad flere omgange de seneste 18 år, men i dag var første gang, at han oplevede et jordskælv. 

Det sker da også sjældent, at jordskælv rammer den amerikanske østkyst. 

»Vi forlod hurtigt kontoret, og fik derefter sikret om bygningen var i god stand. Det var den heldigvis, og der er kun nogle billeder, der hænger lidt skævt,« lyder det. 

Kristian Larsens tre børn går på tre forskellige skoler i byen, og her havde man også fået evakueret børnene, forklarer han. 

»Jeg tror, at alle forældre ringede til skolerne på samme tid. De har heldigvis nogle ret gode evakueringsprocedurer herovre, og børnene var okay,« siger Kristian Larsen. 

Jordskælvet havde en styrke på 4,8 på richterskalaen, og der endnu ingen meldinger om større skader. 

Det var ikke kun i New Jersey, at jorden rystede – det var også tilfældet i New York, skriver BBC.