Britiske Ian Gelder døde mandag efter fem måneders kræftforløb, oplyser hans partner på Instagram.

Ian Gelder, som blandt andet er kendt fra sin rolle som Kevan Lannister i tv-serien "Game of Thrones", er død i en alder af 74 år efter et fem måneder langt kræftforløb.

Ifølge det britiske medie BBC døde den britiske skuespiller mandag.

- Det er med stor sorg og et tungt hjerte, der er blevet ødelagt i millioner af stykker, at jeg laver dette opslag for at fortælle om min elskede ægtemands og livspartner Ian Gelders bortgang, skriver Gelders partner, skuespiller Ben Daniels, i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Ian blev diagnosticeret med kræft i galdegangen i december og døde i går (mandag, red.) klokken 13.07, lyder det i opslaget fra Daniels.

Ben Daniels fortæller via det sociale medie, at han selv stoppede al arbejde for at tage sig af Ian Gelder i den sidste tid. Han kalder sin partner for en "ufravigelig klippe".

De to var sammen i mere end 30 år.

"Game of Thrones" hev millioner af seere fra hele verden ind foran deres fjernsyn.

Flere danske stjerner medvirkede i serien, blandt andre Nikolaj Coster-Waldau, Pilou Asbæk og Birgitte Hjort Sørensen.

Serien er skrevet af den britiske manuskriptforfatter Jane Goldman samt forfatter George R.R. Martin, der står bag bogforlægget til "Game of Thrones-serien"-bogserien "A Song of Fire and Ice".

Karakteren Kevan Lannister er karakteren Lord Tywins yngre bror og medvirker indledningsvist i de to første sæsoner af hitserien. Kevan Lannister vender senere tilbage i femte og sjette sæson, inden han dør i seriens sidste afsnit.

Ian Gelder har også spillet med i film som "Surge" og tv-serien "Poirot" baseret på mange af Agatha Christies berømte krimiserier.

/ritzau/