Det er efterhånden et par år siden, at mundbind, forsamlingsforbud og nedlukninger var en del af hverdagen. 

Men selvom de færreste fortsat bekymrer sig om coronavirussen, er det ikke ensbetydende med, at nye varianter ikke opstår. 

Derfor har forskere udviklet en ny vaccine, der har potentiale til at beskytte mod fremtidige varianter, skriver The Guardian.

Og så bliver den nye coronavaccine ikke mindst beskrevet som værende 'et vigtigt skridt' på vejen mod at udvikle vacciner forud for en potentiel ny pandemi.

Formålet med den nye vaccine, som for nuværende kun er testet på mus, er, at den skal beskytte mod både kendte og ukendte vira i samme corona-familie. 

»Forskere gjorde et fantastisk arbejde med hurtigt at producere en ekstrem effektiv covid-vaccine under den sidste pandemi, men verden så fortsat en massiv krise med et stort antal dødsfald,« siger professor og seniorforfatter af forskningen, Mark Howarth, der tilføjer: 

»Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan gøre det endnu bedre i fremtiden, og en af de ting vi kan gøre er at udvikle vaccinerne på forhånd.« 

Den nye vaccine er kort fortalt lavet ved at binde uskadelige proteiner fra forskellige coronavarianter til små nanopartikler, som derefter skal indsprøjtes for at forberede kroppens immunforsvar til at bekæmpe nye vira. 

Hvis vaccinen viser sig at være sikker og effektiv hos mennesker, kan en af mulighederne være, at den kan blive brugt som en covid-booster, der således beskytter mod andre corona-varianter, skriver mediet.