Imens krigen mellem Hamas og Israel i Gaza stadig raser, har Israel efter alt at dømme lagt sig ud med en langt større og mere magtfuld kapacitet. 

For mandag blev det iranske konsulat i Damaskus bombet i et luftangreb.

Det kostede syv iranere livet – herunder den højtstående iranske general Mohammad Zahedi, som har været en vigtig brik i det iranske samarbejde med en af Israels ærkefjender Hizbollah.

Iran beskylder Israel for at stå bag angrebet, og iranerne har allerede lovet, at angrebet vil blive gengældt. Det har fået det israelske militær til at suspendere sine kamptroppers orlov. 

»Israel er i højeste alarmberedskab i forventningen om et iransk gengældelsesangreb. Det gælder både i Israel og i resten af verden. 30 israelske ambassader har holdt lukket i dag i frygt for et iransk angreb, heriblandt den danske,« siger B.T.'s mellemøstkorrespondent Jotam Confino. 

Det formodede israelske luftangreb har skabt voldsom vrede i Iran. Under begravelsen for de omkomne udbrød protester blandt de fremmødte.
Det formodede israelske luftangreb har skabt voldsom vrede i Iran. Under begravelsen for de omkomne udbrød protester blandt de fremmødte. Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Israel har endnu ikke kommenteret på angrebet mod det iranske konsulat, men ifølge Confino er det en offentlig hemmelighed, at Israel står bag.

Flere gange har man advaret iranerne om at deres støtte til både Hizbollah og Hamas ville få konsekvenser. 

Spændingerne mellem Iran og Israel og frygten for et angreb mærkes tydeligt i Israel, fortæller Jotam Confino.

»Nogle israelere er begyndt at fylde deres hjem op med fornødenheder i tilfælde af krig med Iran, hvilket har fået militæret til at bede folk om at holde sig i ro og undgå panik. Det vidner om en meget trykket stemning, og en generel tro på, at en krig med Iran ikke er urealistisk.«

Der er ikke meget tilbage af det iranske konsulat i den syriske hovedstad Damaskus. 
Der er ikke meget tilbage af det iranske konsulat i den syriske hovedstad Damaskus.  Foto: Firas Makdesi/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Israel er generelt under pres fra flere sider. FN's Menneskerettighedsråd kræver et internationalt stop for våbensalg til Israel i en ny resolution. Israels vigtigste allierede, USA, undlod ligeledes at stemme i slutningen af marts, da de resterende medlemmer af FN's Sikkerhedsråd krævede en våbenhvile i Gaza. 

Senest har Donald Trump sagt, at Israel er ved at tabe PR-krigen, og han har opfordret premierminister Benjamin Netanyahu til at afslutte krigen i Gaza hurtigt. 

»Israels allierede er ved at miste tålmodigheden med krigen mod Hamas i Gaza. At den potentielt kommende præsident Donald Trump også melder ud, at det er på tide at få krigen afsluttet, er ikke et godt tegn for Israel,« siger Jotam Confino.