Tilsyn har konstateret nedstyrtningsfare og manglende brug af værnemidler under Børsen-istandsættelse.

Under den omfattende istandsættelse af børsbygningen i København gav Arbejdstilsynet fire strakspåbud til to virksomheder.

Det viser en aktindsigt fra styrelsen, som A4 Medier er kommet i besiddelse af.

Ved to tilfælde blev der konstateret nedstyrtningsfare "med betydelig risiko for alvorlig tilskadekomst til følge".

Derudover fandt tilsynet, at håndværkere ikke brugte værnemidler, selv om de arbejdede med materialer, der indeholdt farlige stoffer.

Knap halvdelen af den ikoniske bygning er blevet fortæret af den brand, der opstod 16. april.

Som følge af restaureringsarbejdet, der begyndte i 2022, var Børsen pakket ind i stillads.

Ifølge Peter Hasle, der er arbejdsmiljøforsker ved Syddansk Universitet, peger påbuddene på mangelfuld planlægning.

- Det er i sagens natur en meget speciel opgave, hvor man tilsyneladende ikke har lavet en risikovurdering af de materialer, som skal nedrives, og tilsvarende for nedstyrtningsfare, siger Peter Hasle til mediet.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden i Børsen.

Men få timer efter at de første flammer opstod, var brandvæsnets umiddelbare tese, at det kan have noget at gøre med restaureringsarbejdet.

- Branden er startet i den del af bygningen, hvor der har været et arbejde i gang, men det er det eneste, jeg kan sige om det, sagde Tim Ole Simonsen, der er indsatsleder ved Hovedstadens Beredskab, samme dag som branden opstod.

Påbuddene blev givet i perioden november 2022 til oktober 2023. Restaureringen af Børsen var ventet afsluttet senest i 2029.

/ritzau/