Kvindelig værnepligt kan principielt sammenlignes med at tvinge kvinder til at få børn.

Det giver Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, udtryk for i en debat med Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen.

Venstre og resten af regeringen vil indføre værnepligt for kvinder for blandt andet at sikre nok soldater til at beskytte Danmark i fremtiden, starter Torsten Schack Pedersen med at forklare:

»Det er rigtig fint, at rigtig mange melder sig frivilligt, men vi er i en situation, hvor vi har brug for markant flere soldater. Og der er tvungen værnepligt et element, der sikrer vores liberale frihedsrettigheder. Frihed er ikke gratis,« siger han.

»Hvis du som person vil sikre dig, at din nation kan give dig frihedsrettigheder, så er du også forpligtet til at levere en indsats for landets forsvar.«

Men den logik køber Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance ikke. Det er her, hun siger, at man jo heller ikke tvinger kvinder til at få børn for at sikre nationens overlevelse:

»Det at kunne beskytte sig mod fjender udefra er en grundlæggende forudsætning for, at et samfund kan trives. Det er det også, at vi skal kunne få børn. Det er også en grundlæggende præmis for, at vi kan fortsætte. Vi har faldende fertilitet lige nu. Derfor har vi et politisk ansvar for at få skabt de bedste rammer for, at man kan få flere børn,« siger hun og fortsætter:

»Hvis vi skal anvende den her logik... Jeg tror aldrig nogensinde, man ville tvinge folk til at få børn. Det ville man simpelthen ikke gøre, selvom det også er en forudsætning for, at samfundet kan bestå. På samme måde er det med at beskytte sig mod fjender. Det er det jo.«

Hvis det stod til Liberal Alliance, så skulle der heller ikke være nogen værnepligt for mænd. Alle soldater skulle komme ad frivillighedens vej.

»Man skal have tillid til, at Danmark er en nation, hvor folk med stolthed vil kæmpe for deres fædreland. Og der skal vi sørge for, at når de vælger at gøre det, så er det i et forsvar, der stiller gode rammer til rådighed,« siger Sólbjørg Jakobsen.

Trods snakken om bedre forhold i Forsvaret vil hun ikke tage stilling til, om soldaterne skal have mere i løn.

»Det har jeg ikke en holdning til,« siger Sólbjørg Jakobsen.

Hvad hvis du ikke kan finde nok frivillige til Forsvaret?

»Så må vi krydse den bro, når vi kommer til den, men det tror jeg simpelthen ikke vil ske.«

Liberal Alliance er en del af forliget på forsvarsområdet og vil bruge det til at blokere for kvindelig værnepligt sammen med Danmarksdemokraterne. Forligskredsen er nemlig tidligere blevet enige om, at to partier i forliget kan nedlægge veto mod forslag, selvom der er flertal for dem.

Tirsdag truede Venstres formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, alligevel med at smide de to partier ud af forliget om milliarder til Forsvaret, hvis de ikke går med til kvindelig værnepligt.

»Det er ikke sådan, at de får lov til at sidde og blokere for, at vi kan investere i de nødvendige kapaciteter,« sagde Troels Lund Poulsen til Ritzau.

Spørgsmålet er, om det er tomme trusler fra forsvarsministeren.

Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, vil umiddelbart ikke gå helt så langt.

Er I klar til at bryde forsvarsforliget?

»Vi må se, hvad der sker i forhandlingslokalet, men det her er afgørende, og jeg synes ikke, der er plads til fribilletter i den situation, vi står i,« siger Torsten Schack Pedersen i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen.

Hør hele interviewet her: