»Hvis man har brug for at gå under radaren, skal man i hvert fald ikke have MobilePay længere.« 

Sådan fortæller 41-årige Trine, der fik sig noget af et chok, da hun så, at hendes fulde juridiske navn fremgik på appen: 

»Jeg har både navne- og adressebeskyttelse, og det er stort set kun mig selv, der kender mit fulde navn. Jeg så ikke, at det var sket, før det var for sent,« siger hun.

Det er formentlig gået op for de fleste brugere af MobilePay, at en ny sikkerhedsopdatering trådte i kraft i sidste uge. 

Det kan både ses på appens udseende og flere nye funktioner, såsom at man kan blokere brugere eller chatte med dem, man udveksler penge med. 

Og så er det således ikke længere muligt at gemme sig bag et falsk – eller beskyttet – navn. 

»Det er ikke fordi, at jeg på den måde er i fare, men de fleste, der har beskyttelse, har jo en grund til det. Jeg synes, at det er ærgerligt – og kan personligt ikke overskue risikoen,« siger Trine og fortsætter:

»Jeg ville ønske, at man i stedet havde mulighed for at lave en kombination af ens for- og mellemnavn, så dem med navnebeskyttelse også kunne bruge appen.«

Over for B.T. oplyser Anette Bøje, der er landechef hos MobilePay, at man med ændringen til brugernes fulde juridiske navn først og fremmest vil gøre det sværere at bruge appen til tricktyverier og svindel:

»Vi ved, at et mindre antal brugere foretrækker at bruge alias. Her har vi valgt at lave en funktion, hvor man kan blokere folk, man ikke ønsker at have kontakt med via MobilePay. Vi har på den måde forsøgt at balancere et hensyn til dem, der gerne vil undgå bestemte mennesker – og så et hensyn til at bekæmpe svindel, som vi desværre har set mere og mere af,« siger hun og fortsætter:

»Vi er godt klar over, at nogle alligevel fortsat vil være bekymrede. Her kan vi desværre ikke gøre andet end at indskærpe forsigtig omgang med sit telefonnummer. Man skal for eksempel ikke bruge private markedspladser, hvis man er bekymret for at eksponere sit navn overfor fremmede, og kun eksponere sit telefonnummer overfor familie, venner og bekendte, man er tryg ved.«

Anette Bøje understreger, at man nøje har overvejet om brugerne skulle have mulighed for at lave kombinationer af deres navn, som 41-årige Trine foreslår, men at man for at undgå svindel og ikke mindst at skabe transparens mellem brugerne, har fastsat at det skal være ens fulde juridiske navn.

I sidste uge skrev B.T. om de nye muligheder på appen – og om de reaktioner, det kan medføre. Det kan du læse mere om her. 

Trine fremstår anonym, da hun er under navnebeskyttelse. B.T. er bekendt med hendes fulde identitet.