Hver dag går Tobias Tveen Nielsen forbi Børsen på vej til sit arbejde i Tietgens Hus. 

Det var også tilfældet tirsdag morgen klokken 7.30. Kort tid efter stod den historiske nabobygning i flammer: 

»Lige pludselig kunne jeg høre, at politi og brandvæsen suser forbi. Jeg går ind i vores mødelokaler, der støder op til Børsen, hvor jeg kan se røgen,« siger han og fortsætter:

»Kort efter står der stikflammer ud af taget, og så blev vi evakueret. Man bliver noget chokeret, når sådan noget tragisk sker.« 

Tobias Tveen Nielsen arbejder til daglig i bygningen lige ved siden af Børsen, og blev evakueret tirsdag morgen. 
Tobias Tveen Nielsen arbejder til daglig i bygningen lige ved siden af Børsen, og blev evakueret tirsdag morgen.  Foto: Privat
Vis mere

Tirsdag morgen brød en kraftig brand ud i den historiske bygning Børsen. Politi og brandvæsen er fortsat til stede, hvor man vil være længe endnu. 

Tietgens Hus, hvor Tobias Tveen Nielsen arbejder, huser blandt andet Dansk Erhverv og Uddannelses- og Forskningsministeriet – og så ligger det så tæt på Børsen, at de to bygninger deler strøm. 

»Hele huset er blevet hjemsendt, og det skete ret tidligt. Nu samler vi vores medarbejdere, hvor vi skal have lidt mad og finde ud af, hvad vi gør i morgen,« siger Tobias Tveen Nielsen, der regner med, at huset forbliver lukket. 

Klokken 8.30 – kort efter branden udbrød – kollapsede det ikoniske dragetårn, altså spiret. 

Årsagen til branden er endnu ukendt. 

Du kan følge med i B.T.s livedækning af branden på Børsen HER.