Historisk mange terrordømte og radikaliserede vil i de kommende år blive lukket ud af de danske og europæiske fængsler. 

Og det vækker utryghed hos én af dem, der selv har siddet bag tremmer for sin ekstremistiske fortid: 

»Vi skal i den grad være bekymrede. Der er en status i at blive løsladt, og de her mennesker er farlige i sig selv, men også i den grad, at de er en stor kraft til, at andre bliver radikaliserede,« siger Yaqoub Ali, efter den nye terrortrussel har ramt Danmark.

Engang var han en del af det allermest ekstreme islamistiske miljø i Danmark. Hadede alle dem, der ikke tænke og levede efter det, der stod i koranen. Rekrutterede og radikaliserede unge mænd. 

Engang var Yaqoub Ali en ledende skikkelse i det militante islamistiske miljø i Danmark.
Engang var Yaqoub Ali en ledende skikkelse i det militante islamistiske miljø i Danmark. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

I dag er han 33 år, foredragsholder, radiovært – og så har han viet sit liv til at oplyse, advare og forebygge mod ekstremisme.

»Jeg var 28 år, og ville ikke mere. Jeg ville ændre mit liv. Jeg sad i fængsel, hvor jeg mødte nogle gode mennesker, ansatte og socialrådgivere, der havde en aktie i, at jeg ikke længere ville. I sidste ende handlede det dog om min egen vilje til at ændre mig,« siger han. 

Det er Bjelkegruppen, der er en indsatsgruppe mod terrorisme nedsat af regeringen, der for nylig udgav en rapport om de kommende løsladelser. 

De fleste af de terrordømte bliver efter endt afsoning flyttet til Udrejsecentret Kærshovedgård, da de med dommen også fik en udvisning af landet. 

I rapporten, som formand for indsatsgruppen Henrik Bjelke Hansen over for DR har kaldt »en stor udfordring«, anbefaler man en øget kontrol med dem, der kommer 'på fri fod'. 

Her gælder blandt andet en begrænset våbenadgang, kontrol med internetaktiviteter og mobiltelefon, mulighed for elektronisk overvågning i form af fodlænke samt psykologbistand og mentorstøtte.

Og det synes den tidligere ekstremist er en rigtig fornuftig idé, forklarer han:

»Med psykolog- og mentorstøtte kan det jo være, at de vender om og bliver klogere. Men vi skal også holde øje med dem, og for mig at se burde alle på Kærshovedgård få fodlænke på og overvåges,« siger Yaqoub Ali. 

De fleste terrordømte i landet, bliver efter deres løsladelse flyttet til Udrejsecenter Kærshovedgård. 
De fleste terrordømte i landet, bliver efter deres løsladelse flyttet til Udrejsecenter Kærshovedgård.  Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tirsdag udtalte Tina Wilchen Christensen, der er forsker i radikaliseringsprocesser, ekstremisme og terrorisme, at en øget kontrol kan være problematisk:

»Forskning tyder på, at man kan komme rigtig langt med de blødere indsatser, der sigter på en forandring. For mig at se er det forkert at basere de fleste indsatser på kontrol, der er så kraftigt indgribende, som for eksempel en fodlænke. Det virker kontraproduktivt, fordi myndighederne bliver en fjende,« udtalte hun i den forbindelse. 

Det er Yaqoub Ali således ikke enig i. 

»Når forskning siger, at vi ikke skal overvåge de her mennesker, mener jeg at vores skattekroner er spildt og, at man ikke forstår hvilke mennesker, vi har med at gøre. Vi står over for nogen, der til hver en tid vil slå os ihjel, og dem skal man ikke tage hensyn til.« 

I november advarede Yaqoub Ali over for B.T. også om den igangværende konflikt i Mellemøsten og hvilken polarisering den allerede har skabt. 

Om hvordan den er en 'radikaliseringsmagnet', fordi det i det politiske klima er nemmere at være og blive radikaliseret, fordi det er maskeret af at være aktivisme og støtte til Palæstina. 

Den bekymring er ikke blevet mindre i dag, fortæller han. 

»Det, vi ser i øjeblikket, har vi ikke set før i Europa. Og det kommer til at skabe sindssygt mange problemer i fremtiden, når folk skal ud at praktisere den polarisering, der har været af konflikten.«