De tre originale muhammedtegninger, der for nylig blev solgt på auktion, er endt i trygge hænder.

Det føler gallerist Erik Guldager sig overbevist om:

»Jeg kan med rimelig stor sikkerhed sige, at de ikke bliver brændt af,« siger Erik Guldager.

Det var ellers noget, han frygtede meget: At nogen ville købe muhammedtegningerne for at destruere dem. Blandt andet da han fik en mail fra Kuwait fra en person, der præsenterede sig som interesseret køber.

»Jeg har været drønbange for det scenarie, at en eller anden ville stå og skrue op for oliehanen i fem minutter og så købe tegningerne og gå ned og brænde dem af efter en fredagsbøn. Jeg synes jo, at de er tæt på danefæ.«

»Men jeg er også underlagt nogle regler fra sælger, som siger, de er interesseret i at få dem solgt. Om det så er til Anders And. Det kan jo være dem lige meget.«

De tre muhammedtegninger af den danske satiretegner Kurt Westergaard blev solgt for 445.000 euro – knap 3,3 millioner kroner – inklusiv en stor kaffeplet på den ene tegning og et gammelt returmærkat fra Jyllands-Posten på den anden.

Gallerist Erik Guldager (til venstre) sammen med muhammedtegner Kurt Westergaard.
Gallerist Erik Guldager (til venstre) sammen med muhammedtegner Kurt Westergaard.
Vis mere

Køberen vil være totalt anonym og har erhvervet tegningerne gennem en mellemmand, fortæller gallerist Erik Guldager.

»Men det er mit meget klare indtryk, at tegningerne kommer til at leve videre.«

Frygten er dog ikke drevet helt over for Guldager endnu. 

Der er stadig i alt tre andre muhammedtegninger fra Westergaard til salg hos KW Icons. Der blev budt flere millioner på tegningerne i den netop overståede auktion, men det var ikke nok, mente sælgerne. Sælgerne er ligesom køberen anonyme.

Kurt Westergaard døde i 2021. Han levede under store trusler som følge af muhammedtegningen. I 2010 blev han udsat for drabsforsøg, da en mand brød ind i hans hus og jagtede ham med en økse.

Han fortrød aldrig sin muhammedtegning trods de trusler, der fulgte med. Se Westergaard sætte ord på det i en video fra 2020 her: