Da Steffanie Joan Nielsen gik i 7. klasse var hun en ustyrlig teenager.
Hendes forældre havde rakt ud efter hjælp, og en eftermiddag kom lederen af den lokale ungdomsskole i Bjerringbro på besøg hjemme hos familien.
Han hed Søren Pape Poulsen.
»Det var kørt helt af sporet, og jeg tror ikke, mine forældre helt vidste, hvad de skulle stille op,« siger Steffanie Joan Nielsen.
»Jeg hørte ikke efter; jeg blev altid sendt uden for døren; jeg var begyndt at småstjæle i butikker; der var ikke noget med stoffer, men alt andet.«
Det er omkring 20 år siden nu. Det var, før Søren Pape Poulsens politiske karriere for alvor tog fart. Før han blev borgmester i Viborg. Før han blev Det Konservative Folkepartis formand.
Han satte sig med Steffanie Joan Nielsen og hendes forældre i deres køkken.
»Jeg var et barn, der ikke rigtig havde respekt for voksne mennesker, men jeg kunne ikke lade være med at lytte til ham. Han var det rareste menneske. Jeg kunne ikke være streng over for ham,« fortæller hun.
Lørdag eftermiddag døde Søren Pape Poulsen af en hjerneblødning. Mange af hans politiske kolleger mindes hans smil på sociale medier og i interviews.
Det var det samme smil, der gjorde indtryk på teenageren Steffanie Joan Nielsen den eftermiddag i hendes forældres køkken tilbage i nullerne.
»Det var mest en samtale mellem mig og Søren. Mine forældre sad bare og lyttede med.«
»Han spurgte mig om en masse ting, og så bad han mig tegne sådan et hjul og skrive ind, hvad der betød noget for mig. Og det var jo alle mulige træls ting, der betød noget for mig.«
Hvad skrev du?
»Det er så åndssvagt,« svarer hun, griner og fortsætter:
»Jeg kunne virkelig godt lide at slås med drengene. Det var sådan noget med skoleslagsmål, som jeg godt kunne lide at starte. Måske fordi jeg kedede mig lidt.«
Det er det, hun husker bedst:
»Han fik mig til at indse, hvor åndssvagt det var, at jeg syntes, det var fedt at slås.«
Det hele ændrede sig ikke fra det ene møde. Men det var startskuddet. Steffanie Joan Nielsen ser i dag Søren Pape som et menneske, der var med til at hjælpe hende på rette vej.
»Jeg mødte ham mange år senere på et værtshus, og der snakkede vi faktisk om det, og jeg sagde til ham, at han havde betydet meget for mig.«
»Han rykkede mig lige lidt i den rigtige retning dengang. Og de ting, der sker i de år, hvor man udvikler sig, har jo bare betydning resten af livet,« siger hun.
I dag arbejder Steffanie Joan Nielsen i Folkekirken som kirketjener og graver i Hjermind Kirke i sin og Søren Papes barndomsby, Bjerringbro.
Hun har besøgt hos Papes adoptivforældre Ruth og Svend som hjemmeplejer. Og Søren Pape plejede at ønske hende tillykke med fødselsdagen på Facebook, indtil sidste år hvor det glippede. Forsømmelsen blev Pape konfronteret med af Steffanies Joan Nielsens mor, da moren stødte på ham i Bjerringbro sidste søndag.
»Så spurgte han hende, hvornår det nu var, at jeg har fødselsdag, og så lovede han at huske det i år,« fortæller Steffanie Joan Nielsen og konstaterer så:
»Men det nåede han ikke.«
