Fredag eftermiddag har et skib spildt en større mængde diesel i havnen i Næstved.

Det oplyser Næstved Havn på deres Facebookside.

Spildet stammer fra et skib, der fredag skulle fylde diesel på båden. I den forbindelse tabte besætningen en spand med 5-10 liter diesel i vandet, lyder det i Facebookopslaget.

Derfor er der søndag et lag af oliefilm på vandet i havnen, lyder det. Udslippet strækker sig ifølge havnen ud til Svingbroen - en strækning på flere kilometer.

I en kommentar til Facebookopslaget stiller en bruger sig dog uforstående over for, at det skulle være så lille en mængde, der er blevet spildt i vandet, da brugeren oplyser at have set olieudslippet i en stor del af fjorden. Det er dog ikke oplysninger, der er bekræftet fra myndighedernes side.

Ifølge Næstved Havn er Brand og Redning og Miljøvagten involveret i sagen, og det er dem, der nu skal finde ud af, hvad der nu skal gøres ved udslippet.