Region Midtjylland har politianmeldt DSH Recycling A/S, der er søsterselskab til det omstridte Nordic Waste.

Det sker, fordi man har konstateret, at der ved Ølst er placeret jord på områder, uden at der er givet tilladelse til det.

I en pressemeddelelse lyder det, at politianmeldelsen er blevet indgivet, efter at man for første gang efter det omfattende jordskred har fået mulighed for at kigge nærmere på Nordic Waste-faciliteterne i Ølst.

Her har Region Midtjylland således konstateret – også ved hjælp af luftfotos – at der er deponeret jord på et cirka tre hektar stort areal uden for det tilladte område.

»Sagen er egentlig meget klar,« siger Morten Bondgaard, der er kontorchef i Region Midtjyllands afdeling for jordforurening, til TV 2 Østjylland:

»De har fået en dispensation, som de har forbrudt sig imod, og det er efter vores opfattelse så groft, at vi skrider direkte til politianmeldelse.«

Det krakkede Nordic Waste er flere gange blevet politianmeldt for sin rolle i sagen om det enorme jordskred, men det er reelt søsterselskabet DSH Recycling A/S, der har fået dispensationen til at deponere den forurenede jord.

Nordic Waste har håndteret opgaven.

Begge selskaber er ejet af den kritiserede mangemilliardær Torben Østergaard-Nielsen.

TV2 Østjylland har bedt om en kommentar fra DSH Recyclings ledelse, men herfra har det lydt, at man ingen kommentarer har til politianmeldelsen.