Jens Ibsen starter altid sin morgen med et forfriskende dyp, der giver ham en god start på dagen. 

Lørdag morgen måtte han i stedet gå noget indebrændt derfra. 

»Det var blevet smadret fuldstændig, og det er noget forbandet svineri,« siger Jens Ibsen. 

Hver dag bruger han og mange andre Søbadet i Thisted, hvor kommunen har sørget for omklædningsrum, fællesarealer, toiletter og en sauna. 

Faciliteterne er midlertidigt lukkede efter weekendens hærværk. 
Faciliteterne er midlertidigt lukkede efter weekendens hærværk.  Foto: Privat
Vis mere

Men i weekenden kunne de badeglade så møde op til smadrede skabe, skrald og et knækket dørhåndtag til saunaen. 

Har du også været plaget af hærværk? Skriv til B.T. på 1929@bt.dk

»Det er møgirriterende, når kommunen gør så stort et arbejde for at holde det pænt og rent. Nu er det så lukket ned, og vi ved ikke hvornår det åbner igen,« siger Jens Ibsen.

Efter han mødte op til det noget ærgerlige syn lørdag, valgte han at dele et opslag på Facebook, han håber, vil nå ud til de skyldige, forklarer han. 

»Det er stukket helt af, og der er mange andre end mig, der synes, at det er træls,« siger han og tilføjer:

Jens Ibsen synes, at hærværket mod Søbadet er noget forbandet svineri. 
Jens Ibsen synes, at hærværket mod Søbadet er noget forbandet svineri.  Foto: Privat
Vis mere

»Jeg håber, at opslaget og det her fokus på det, kan medvirke til, at vi alle hjælpes med at passe på stedet – og ikke mindst får en snak om, at det ikke er i orden.« 

Det er endnu uvist, hvem der står bag weekendens hærværk. 

Og selvom Jens Ibsen for nuværende hverken kan klæde om inden døre eller få varmen i saunaen, afholder det ham ikke fra at få sin daglige dukkert: 

»Jeg må klæde om udenfor ligesom i gamle dage, men jeg håber da, at vi snart kan bruge det igen,« siger han.