To forskere i dansk sharia kommer med et opråb til regeringen:

Forbyd islamisk polygami og afpresning af kvinder i islamiske skilsmissekontrakter.

»Altså, det er i mine øjne en fuldstændig no-brainer,« siger den ene forsker Jesper Petersen.

Mange tror måske, at det allerede er gjort forbudt. Men flere forsøg er fejlet. Og det er stadig et problem. Vi beskytter ikke muslimske kvinder i Danmark ordentligt, lyder det fra de to forskere.

»Vi skal hjælpe kvinderne og give dem reelle rettigheder under dansk lov, som begrænser mændenes mulighed for at udnytte shariapraksis og undertrykke kvinder,« siger Jesper Petersen, der er ansat ved Stavanger Universitet.

Derfor har han nu sendt en række anbefalinger til regeringen. Det gør han sammen med sin kollega lektor Niels Valdemar Vinding fra Københavns Universitet.

»Vi gør ikke nok. Nu er det på høje tid. Og jeg synes, vi her har nøglen til at komme problemerne til livs,« siger Niels Valdemar Vinding, der forsker i islamisk ret og religion.

Jesper Petersen har et arkiv med 552 islamiske skilsmissekontrakter, som han har indsamlet i Danmark.

Størstedelen af kontrakterne er uproblematiske aftaler om at gå hvert til sit, forklarer han, men ikke alle. Han ser for eksempel, at nogle kvinder presses til at betale penge eller love at leve som singler for at blive skilt og beholde deres børn.

Mandens mulighed for at afpresse kvinden opstår, fordi kvinden i nogle muslimske miljøer kun kan blive islamisk skilt, hvis manden accepterer det. Også selvom deres ægteskab er ophørt efter dansk lov, forklarer Jesper Petersen.

»Det muliggør jo, at manden kan stille krav og sige 'jamen vi kan godt blive skilt, men så skal jeg have forældremyndigheden. Eller så skal jeg have 100.000 kroner. Eller så skal du det ene og det andet',« siger han.

Det er ikke noget nyt. Jesper Petersens arkiv med skilsmissekontrakter strækker sig helt tilbage til 2003. Hvis man søger i B.T.s avisarkiv, kan man finde 20 år gamle artikler om problemet.

Alligevel er kvindeafpresningen stadig ikke gjort ulovlig.

»Det sker stadig,« siger Jesper Petersen.

»Og det er fint, at det overrasker dig. Men det er ikke i orden, at det overrasker politikere. For det her kan de læse i de rapporter, de selv bestiller. Det står i dem.« 

De danske politikere har før prøvet at sætte en stopper for kvindeafpresningen. Senest med en ændring af straffeloven i 2021.

Lovændringen i 2021 gjorde det blandt andet ulovligt at fastholde en person i et ægteskabslignende forhold med tvang. Men loven virker ikke ordentligt mod de urimelige skilsmissekontrakter. Det kan illustreres meget simpelt:

»Der har været nul domme for fastholdelse. Jeg tror ikke engang, der har været nogen sigtelser. Loven er irrelevant for kvinderne,« siger Jesper Petersen.

Problemet er ifølge forskerne, at loven kun ulovliggør tvang i form af vold, trusler om vold, frihedsberøvelse, skade på gods og alvorlig rygtespredning.

»Den metode, manden anvender til at fastholde kvinden, er ikke ulovlig i paragraffen,« siger Jesper Petersen.

»Hvis du som mand skriver en besked til din kone om, at du ikke vil lade dig islamisk skille, medmindre hun betaler 100.000 kroner, så er det ikke ulovligt i dag.«

For det første skal det altså gøres ulovligt for mændene at møde kvinderne med urimelige modkrav, hvis kvinderne ønsker en skilsmisse, mener forskerne.

»Man kan skrive ind i loven, at mænd ikke må stille betingelser for at opløse et andet ægteskabsligt forhold,« siger Jesper Petersen.

Derudover skal islamisk polygami også forbydes, mener forskerne. Flere af de islamiske ægteskaber har ingen borgerlig eller retlig gyldighed, og derfor er det ikke forbudt at indgå flere af dem.

Det udnytter nogle mænd til at fastholde kvinder, forklarer Jesper Petersen:

»Han kan fastholde sin kone i et ægteskab og stille urimelige betingelser for at acceptere en skilsmisse, mens han selv går ud og får en ny kone og kommer videre med sit liv,« siger Jesper Petersen.

»Hvis vi ulovliggør islamisk polygami, så kan vi forebygge mange af de her problemer. Det ville være en game changer. Så kan manden kun komme videre med sit liv, hvis han også tillader kvinden at komme videre med sit. Det udjævner nogle af de magtasymmetrier, vi har.«

Lektor Niels Valdemar Vinding uddyber:

»Man kan have en situation, hvor manden i ren ondskabsfuldhed og chikane fastholder kvinden i ægteskabet. Problemet er bare, at når der er gået noget tid med det, så bliver han tyk bag ørerne, eller hvad man nu skal sige. Han søger nye græsgange. Og i det øjeblik han gør det, så vil fælden klappe, hvis vi kan komme igennem med et forbud mod islamisk polygami.«

Læs de to forskeres anbefalinger i deres fulde længde HER.

Hør de også to forskere fortælle mere i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen. Blandt andet om imamer, der trues af vrede og voldsparate ægtemand, hvis imamerne forsøger at hjælpe kvinderne med skilsmisse: