Man kan blokere. Chatte med dem, man sender penge til. Og så kan man ikke længere skjule sig bag et falsk navn.

MobilePay lancerede i sidste uge en ny opdatering med flere nye funktioner og et spritnyt udseende på appen. 

Det har både vakt glæde, forvirring og ikke mindst bekymring. Sidstnævnte har ikke mindst været tilfældet hos dem, hvor dét at ens fulde juridiske navn nu fremgår, kan få konsekvenser.

»For nogen, der lever under navnebeskyttelse, kan det være livstruende farligt, at det fulde navn fremgår,« siger Mette Marie Yde, der er direktør hos Danner. 

Onsdag fortalte 41-årige Trine, der lever under navne- og adressebeskyttelse, at hun er bekymret over, at hun ikke længere kan skjule sit navn på betalingsappen. 

»De fleste, der har beskyttelse, har jo en grund til det. Jeg synes, at det er ærgerligt – og kan personligt ikke overskue risikoen,« udtalte hun i den forbindelse.

Det kan Mette Marie Yde godt forstå. 

»Når kvinder er meget udsatte og forfulgte, er der rigtig mange begrænsninger på, hvordan man kan begå sig,« siger direktøren. 

Dog er man hos Danner også positive over for de nye ændringer, der blandt andet kan være med til at sætte en stopper for krænkelser og stalking over MobilePay: 

»Det er positivt, at man nu har dokumentation for, hvis en man har tilhold fra, kontakter en på MobilePay. Bagsiden er, at ens eget navn kan søges frem,« siger Mette Marie Yde og fortsætter:

»Nu kan man også blokere folk med det samme, hvilket er rigtig positivt. For bare det at få én krone tilsendt på MobilePay fra den forkerte, kan være med til at retraumatisere de her kvinder.« 

Hun foreslår, at man hos MobilePay kunne overveje om de brugere, der lever under navnebeskyttelse og har papirer på det, kan få dispensation for, at det fulde juridiske navn skal fremgå. 

Over for B.T. oplyser landechef hos MobilePay i Danmark, Anette Bøje, at man holder fast i, at ens fulde juridiske navn skal fremgå af appen: 

»Vi har meget nøje overvejet det og har valgt at bruge det fulde navn, fordi det skaber mest transparens og er det bedste værn mod svindel. Derfor viser vi det fulde juridiske navn og giver ikke mulighed for at ændre i, hvordan det vises,« siger hun og tilføjer: 

»Ved at vise det fulde navn som betalingstjenesteudbyder sikrer vi transparens mellem brugere, så man altid er sikker på, hvem man modtager penge fra eller sender penge til.« 

Hun anbefaler i samme ombæring, at man skal huske at være selektiv i forhold til, hvem man deler sit telefonnummer med, såfremt man er bekymret for at dele sin identitet.