Nu skal de gå med pistoler igen. For en tid.

Det norske politi vil i modsætning til normalt gå bevæbnet rundt i gaderne i løbet af påsken.

Den midlertidige bevæbning skal øge sikkerheden omkring kirker og kristne forsamlinger.

Det skriver det norske politi i en pressemeddelelse mandag.

Beslutningen er taget, fordi den norske efterretningstjeneste mandag kom med en ny trusselvurdering, der beskriver kirker og kristne forsamlinger som »aktualiserede terrormål«.

»Højtider og mærkedage er flere gange blevet fremhævet som mål i ekstremistisk propaganda,« skriver den norske efterretningstjeneste i den nye trusselvurdering.

Bevæbningen er et »forebyggende tiltag«, lyder det fra politiet:

»Selvom der ikke foreligger konkrete trusler, har politidirektøren efter en samlet vurdering besluttet midlertidig bevæbning for at sikre det bedst mulige beredskab gennem påsken,« siger det norske Politidirektorats beredskabsdirektør, Tone Vangen.

Det norske politi vil være bevæbnet fra onsdag den 27. marts til tirsdag den 2. april. 

Det er mange år siden, at det norske politi stoppede med per automatik at gå bevæbnet rundt til dagligt, men det er sket flere gange før, at politiet af forskellige årsager i perioder er blevet bevæbnet midlertidigt. Normalt opbevarer de norske betjente for eksempel deres pistoler i nogle låste bokse i politibilerne.

Også LGBT+-arrangementer er »aktualiserede mål« ifølge den norske efterretningstjeneste PST. Og truslen mod jødiske, israelske og amerikanske mål er »skærpet«, står der i den nye trusselvurdering.

I Danmark er terrortruslen også skærpet, konkluderede den danske efterretningstjeneste PET i sidste uge. Blandt andet fordi konflikten mellem Palæstina og Israel kan være med til at radikalisere og mobilisere folk. Samme konflikt nævner den norske efterretningstjeneste som årsag til bekymring.