Statsminister Mette Frederiksen vil lægge en CO2-afgift på landbruget, uden at priserne på kød i supermarkederne stiger. Det sagde hun flere gange før valget.

Men det er umuligt, konkluderer nu regeringens egen ekspert Michael Svarer, professor i økonomi fra Aarhus Universitet:

»Man kan ikke både blæse og have mel i munden,« siger han.

Michael Svarer er formand for gruppen af eksperter, der onsdag præsenterede tre forslag til, hvordan regeringen kan reducere den danske CO2-udledning med en CO2-afgift på landbrugets produktion af kød og mejeriprodukter.

Med alle forslagene vil priserne på kød og mælk stige. Det skyldes, at landbruget vil sende en stor del af afgiften videre til forbrugerne. Det kan ikke undgås, forklarer professor Michael Svarer:

»Det ville kræve, at landbruget spiste hele afgiften.«

Kan man lave et system, hvor man sikrer sig, at landbruget gør det?

»Nej, for man må jo ikke styre priserne. De etableres på markedet. Hvis du indfører en afgift, så vil noget af det sætte sig i forbrugerpriserne,« siger Michael Svarer.

Statsminister Mette Frederiksen kan ikke undgå, at kødsovsen bliver dyrere, hvis hun vil pålægge landbruget en CO2-afgift, lyder det fra hendes ekspertgruppe.
Statsminister Mette Frederiksen kan ikke undgå, at kødsovsen bliver dyrere, hvis hun vil pålægge landbruget en CO2-afgift, lyder det fra hendes ekspertgruppe. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Statsminister Mette Frederiksen sagde ellers under sidste valgkamp, at hun ikke ville gøre det dyrere at lave kødsovs:

»En enlig mor med tre børn, der går til fodbold, hun laver spaghetti med kødsovs. Jeg har ikke lyst til at lægge ekstra afgifter på det, jeg betragter som helt almindelige fødevarer,« sagde hun under en valgdebat på landsdækkende tv.

Oven i det spøger også et interview med Jyllands-Posten fra valgkampen. Her blev hun spurgt, om hun kunne undgå, at en CO2-afgift på landbruget fører til dyrere kød, og hendes svar lød: 

»Det skal være målet, ja.«

Økonomiprofessor Michael Svarer.
Økonomiprofessor Michael Svarer. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det mål ser Mette Frederiksen altså ud til at måtte skrotte:

»Vi har i hvert fald ikke kunnet levere på det,« siger ekspertgruppens formand, Michael Svarer, efter at have sendt sine endelige bud på en CO2-afgift til regeringen.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen.