Der har gennem det seneste år været adskillige fyringsrunder i den danske mediebranche.

Og nu følger endnu en.

For Sjællandske Medier bliver snart 11 medarbejdere fattigere. Det bekræfter ansvarshavende chefredaktør, Louise Pettersson, over for Journalisten, fredag.

»Jeg tror, at medarbejderne er ved at være trætte af sådan nogle runder – uanset om de er store eller små. Det er jeg fuldstændig med på. Men der er i min opfattelse væsensforskel i forhold til at høste på tværs og så lave målrettede effektiviseringer ved hjælp af automatisering eller sammenlægninger,« siger hun til mediet. 

Nedskæringerne sker som følge af, at ledelsen vil sammenlægge redaktioner i henholdsvis Nordvestsjælland og Storkøbenhavn. 

Det er under et år siden, at Sjællandske medier var igennem en større fyringsrunde, hvor 30 redaktionelle stillinger blev nedlagt. 

Det var den tredje omgang nedskæringer på ét år, hvilket efterlod medarbejderne magtesløse:

»Folk er rigtig chokerede og kede af situationen. Det er virkelig hårdt, det er voldsomt, og folk er påvirkede af det,« udtalte tillidsrepræsentant Kasper Ellesøe i den forbindelse over for Journalisten. 

Medarbejderne har endnu ikke reageret på den nye udmelding.