Tirsdag morgen måtte håndværkeren Jon sætte sit arbejde på pause, da en brandalarm gik i gang. 

Her befandt han sig på toppen af Børsen med sine kollegaer, der alle var i færd med at renovere taget på den historiske bygning. 

»Jeg gik forbi blikkenslagerne, der sagde, at der kom lidt røg – og så fik jeg fart på,« siger Jon, der er håndværker for firmaet Børge Nielsen, og fortsætter:

»Jeg fik alle mine folk – og dem, jeg så– ned af nødudgangene, der var ved stilladserne. Det gik meget hurtigt.«

Sådan så det ud kort tid efter Jon og de andre, der arbejdede på renoveringen, havde evakueret bygningen. 
Sådan så det ud kort tid efter Jon og de andre, der arbejdede på renoveringen, havde evakueret bygningen.  Foto: Rasmus Rask
Vis mere

Tirsdag morgen udbrød en kraftig brand i den knap 400 år gamle – og ikoniske – bygning, der blandt andet huser historiske lokaler, værdifuld kunst og kontorer for hundredvis af medarbejdere. 

Børsen var i gang med at blive restaureret udvendigt og skulle have stået klar til at fejre sin 400-års fødselsdag i 2025. 

Nu er fremtiden for bygningen uvis, mens beredskabet tirsdag eftermiddag fortsat er ved at få styr på flammerne.

»Vi har været her i over et år og arbejdet på at lave taget uden problemer, og så sker det her. Det er rigtig træls, og vi ville gerne have været i mål,« lyder det fra Jon. 

Han tilføjer, at de var omkring 12 mand, der var i gang med at renovere taget. 

Over for Sjællandske Nyheder har administrerende direktøren for tømrer- og snedkerfirmaet Børge Nielsen, Peter Følbæk Nielsen, sat ord på sine medarbejderes chokerende arbejdsdag:

»Vores vigtigste opgave har selvfølgelig været at sikre, at alle vores kolleger er kommet sikkert ud. Det er de heldigvis. Der er, som jeg forstår det, ingen af dem, der har været i fare, men det ændrer ikke på, at det selvfølgelig har været en voldsom oplevelse for dem,« siger han til mediet. 

Både politi, brandvæsen og livgarden er talstærkt til stede ved Børsen, hvor man forventer at blive længe endnu, lyder den seneste melding. 

Du kan følge med i B.T.s livedækning af branden på Børsen lige HER.