Det skal være nemmere at få dømt folk for tvangsægteskab.

Det er buskabet fra to sharia- og islamforskere til regeringen.

»Der er en masse social kontrol i nogle familier, som vi kan beskrive ret nøgtern. Og hvis man fokuserer lovgivningen på det, så kan mange flere blive dømt for tvangsægteskaber,« siger forsker Jesper Petersen fra Stavanger Universitet.

Han har sendt et opråb til regeringen med en række anbefalinger til, hvordan straffeloven kan ændres for at sætte en stopper for social og religiøs kontrol – blandt andet tvangsægteskaber. 

Anbefalingerne har han lavet sammen med lektor Niels Valdemar Vinding fra Københavns Universitet.

Problemet er ifølge de to forskere, at man ikke kan dømme folk for tvangsægteskab, hvis de viede parter har givet samtykke til at blive gift.

»Når man kommer ind på politistationen og siger, at man sagde ja til det der ægteskab, så falder sagen til gulvet. Og det går ikke,« siger Niels Valdemar Vinding.

Man ser nemlig ofte, at personer i et tvangsægteskab er blevet presset og manipuleret til at give samtykke til at blive gift, fortæller forskerne.

De to forskere foreslår derfor, at regeringen kriminaliserer noget af den sociale kontrol og manipulation, som en familie kan finde på at bruge til at presse en person til at lade sig gifte og samtykke til det.

»Det kan være, at familien siger 'din far har problemer med hjertet, og det er på grund af dig, fordi du skaber så meget sorg og ikke ønsker at gøre ham stolt'. Det kan også være, at moderen meget eksplicit tager nogle piller og siger, at det er af hensyn til hendes hjerte,« siger Jesper Petersen.

»Det lyder måske åndssvagt det her med hjertet, men det går igen i flere af mine cases. Og man holder de unge mennesker under så voldsom kontrol, at giftemålet bliver en exitstrategi.«

Udover indgrebet mod tvangsægteskaber opfordrer de to eksperter også regeringen til at sætte ind over for islamisk polygami og afpresning af muslimske kvinder, der vil skilles.

»Altså, det er i mine øjne en fuldstændig no-brainer,« siger forsker Jesper Petersen.

Læs mere om forskernes andre anbefalinger til regeringen HER.

Hør også de to forskere fortælle mere i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen. Blandt andet om imamer, der trues af vrede og voldsparate ægtemand, hvis imamerne forsøger at hjælpe kvinderne med skilsmisse: