Noget tyder på, at en gruppe prorussiske hackere specifikt har udset sig Danmark som mål for cyberangreb.

De seneste dage er en lang række danske hjemmesider blevet lagt ned af hackerne. Skal man tro hackergruppen selv, er der ikke noget tegn på, at angrebene stopper foreløbigt.

»De har set en sårbarhed i Danmark. Når de først har set det, får de blod på tanden,« siger Peter Kruse, der er ekspert i cybersikkerhed og Chief Information Security Officer hos ladestandervirksomheden Clever.

Men selvom angrebene fortsætter, er der ifølge IT-eksperten én årsag til, at vi ikke behøver være nervøse for rækken af angreb mod det offentlige Danmark – i første omgang.

Når den lange række hjemmesider bliver lagt ned af hackerne, er der tale om en simpel form for hackerangreb, kaldet DDoS-angreb, hvor en hjemmeside overbelastes med forespørgsler fra en stor mængde computere, forklarer sikkerhedseksperten.

Og det tyder på, at det står skidt til med IT-sikkerheden hos en lang række offentlige institutioner, siger Peter Kruse.

»Det viser jo, at vi er sårbare over for de her angreb. Danmark er en lavthængende frugt i den her sammenhæng. Det er en triviel type angreb, og der findes mange løsninger, der kan beskytte imod dem. Det tyder på, at man ikke har gjort nok for at beskytte sig.«

Og netop med hackergruppens udmelding om at fortsætte angrebene på Danmark, bør man kraftigt overveje at sikre sig bedre, udtaler IT-eksperten.

»Der findes en masse løsninger, der kan beskytte mod de her angreb. Det koster nogle penge, men med de sidste dages begivenheder i betragtning kan det godt være, det kan betale sig at ændre kurs,« siger han.

Peter Kruse siger dog, at vi i første omgang ikke behøver være bekymrede for, at den prorussiske hackergruppe får lammet dansk kritisk infrastruktur. For en lang række hjemmesider er tidligere blevet forsøgt angrebet med en lignende taktik, siger sikkerhedseksperten.

»Nu vil jeg ikke inspirere nogen, der læser med, til, hvor man skal angribe – men de hjemmesider, der står for den mest kritiske infrastruktur, er tidligere blevet udsat for den her type angreb. Det virker til, at man har fået godt styr på sikkerheden på det punkt,« siger han.

Men derfor bør Danmark stadig ruste sig bedre til at kunne modstå angrebene, understreger Peter Kruse:

»Deres mål er at skabe frygt blandt borgerne. Fordi det er så nemt at angribe danske sider, og på grund af vores udtalte støtte til Ukraine, har vi bragt os i skudlinjen. Vi bør forberede os på, at det her ikke er noget der stopper foreløbigt.«