Det er med en iblandet følelse af »stor ærgrelse«, at Henrik Wenzel, professor i grøn teknologi, sorterer sit plastikaffald i en skraldespand for sig selv.

»Det er både billigere og bedre for miljøet at få robotterne til at gøre det,« siger professoren og fortsætter:

»Jeg sorterer selvfølgelig mit plastikaffald, fordi det er en gevinst at gøre nu, når vi ikke har et centralt sorteringsanlæg. Men jeg er trist over, at man ikke fik lov til at bygge et anlæg på Fyn.«

Hvis du tror, at vi gør det bedste for miljøet ved at skabe plads til en ekstra skraldespand i køkkenet til plastik, så tro om. 

Det ville være bedre, hvis vi smed plastikaffaldet – poser, bøtter, mælkekartoner og så videre – i skraldespanden med restaffald og lod nogle robotter sortere det for os. 

Det er professorens budskab. Man gør det allerede i Norge og Holland.

»Der er ingen tvivl om, at det miljømæssigt er væsentligt bedre,« siger Henrik Wenzel og henviser blandt andet til en rapport fra Rambøll.

Robotterne får frasorteret meget mere plastikaffald, end vi selv gør, når vi står derhjemme i køkkenet. Omkring dobbelt så meget plastik. Det er plastik, som kan genbruges, men som i dag bare bliver brændt, fordi vi smider det i den forkerte spand.

Derudover vil det som sagt også være billigere at overlade arbejdet til robotter. For det første fordi man sparer udgiften til at indsamle de ekstra skraldeposer med plastik hjemme hos folk. For det andet fordi man sparer tid på at sortere plastikaffald derhjemme.

»Det er billigere at centralsortere end kildesortere, selv uden at man tillægger borgernes tidsforbrug. Så hvis man tilføjer borgernes tidsforbrug som en omkostning, så vil det være eklatant billigere at centralsortere,« siger Henrik Wenzel.

Han har prøvet at råbe op før. Men uden held. Desto større er frustrationen.

»Det er mit fagområde. Jeg er professor i at lave den slags analyser. Desværre er det tit sådan, at når man kommer frem med noget fakta, så kan det være politisk uønsket, fordi man politisk hellere vil have holdninger og synspunkter end fakta,« siger han.

Træt af at sortere plastikaffald? Lad robotter gøre det, siger Henrik Wenzel, professor i grøn teknologi på Syddansk Universitet.
Træt af at sortere plastikaffald? Lad robotter gøre det, siger Henrik Wenzel, professor i grøn teknologi på Syddansk Universitet. Foto: SDU
Vis mere

Sidste år bad de fynske kommuner om lov til at droppe skraldespanden til plastik og bygge et nyt anlæg, der kan sortere plastikken fra restaffaldet. Kommunerne fik assistance fra Henrik Wenzel, der selv bor på Fyn, hvor han arbejder på Syddansk Universitet.

Men et flertal på Christiansborg siger nej. Hvis man blander plastikken med restaffaldet, så må det nemlig ikke genbruges til ny fødevareemballage, lyder begrundelsen i afslaget. Sådan er reglerne i EU.

Professoren kalder det »trist og fagligt ubegrundet«.

»Man kan blive frustreret over, at politiske beslutninger kan være så uinformerede og inkompetente,« siger han.

Ifølge Henrik Wenzel viser flere undersøgelser, at det ikke betyder noget for kvaliteten af genbrugsplastik, om den er har ligget sammen med restaffaldet. Det er også blevet understøttet af Miljøstyrelsen, som dog pointerer, at der mangler viden, når det kommer til mad- og drikkekartoner.

»Der er de senere år lavet ti grundige studier af alle tænkelige aspekter af plastkvaliteten fordelt på fire forskelle lande. Alle finder, at kvaliteten er den samme. Ikke et eneste studie finder forskel i kvaliteten,« siger Wenzel.

»Der er absolut ingen grund til at tro, at det samme ikke skulle gøre sig gældende for kartonerne som for plast.«

Herunder ser du Henrik Wenzels opsummering af de studier, han henviser til:

»Plastikken går igennem de samme meget grundige vaske- og raffineringsprocesser. Den bliver opvarmet og smeltet, så den er fuldstændigt hygiejniseret. Der er ikke noget mikrobielt liv tilbage i det,« siger Henrik Wenzel.

Og uanset hvad så er det desuden »en grundlæggende fejl« at mene, at bruge genbrugsplastik til at lave fødevareemballage, forklarer professoren:

»Kun fire-ni procent af vores plastikforbrug består af genanvendt plastik. Og så kan man spørge sig selv: Hvorfor skal vi bruge den genanvendte plastik, som vi har så lidt af, til den absolut vanskeligste anvendelse, som er fødevareplastik, når vi samtidig bruger jomfruelig plastik til alt mulig andet?«

»Det er fuldstændigt åndssvagt,« siger professoren.

Sagt lidt simpelt: Brug genbrugsplastikken til trafikkegler og brug så den nylavede plastik til fødevareemballage. Ikke omvendt.

B.T. har spurgt miljøminister Magnus Heunicke (S), om han er sikker på, at det er den rigtige beslutning at afvise de fynske kommuners ønske om at overlade sorteringen af plastikaffald til robotter. Han har ingen kommentarer og henviser til Miljøstyrelsen, selvom det ikke er styrelsens beslutning.

.