'Vi er desværre mødt ind til en super kedelig situation i morges …'

Sådan lyder det fra supermarkedet Føtex i Sønderborg i et opslag på Facebook søndag. De har nemlig fået nok af en ny tendens, der breder sig i deres butik.

Det er blevet en ugentlig oplevelse for medarbejderne i butikken, at hylder og stativer bliver smurt ind i makeup og cremer.

Derfor er butikken nu strøget til tasterne på Facebook, hvor de forklarer, at videoovervågningen har fanget de personer, som har 'fedtet rundt.' Og nu truer butikken således med at melde det til politiet.

'Vi har jer heldigvis på kamera – så I kan jo lige svinge forbi og få det gjort rent, ellers melder vi det, da det betegnes som hærværk!!!,' skriver de i opslaget, og tilføjer: 

'Vi er så trætte af, at der ugentligt er nogen, der tror, at det er helt okay at fedte rundt og ødelægge vores ting, og det stopper så lige nu.'

Og det uddyber Føtex i Sønderborg også i kommentarsporet, hvor de opfordrer til, at de syndige 'griber en karklud med Ajax, og mens rengøringen udføres, kan de tage en snak om god opførsel.' 

Og hvis det ikke bliver løsningen på problemet, så involverer de altså politiet. 

I kommentarsporet er der da også flere forargede personer, som reagerer på det hærværk, butikken hyppigt oplever. 

'Anmeld det uanset. De gør det garanteret andre steder også,' skriver en person. 

Mens en anden blot kalder det for 'svineri.'

I et skriftligt svar til B.T. bekræfter Føtex, at hændelsen skete, som det er beskrevet i Facebook-opslaget. 

Det vides endnu ikke, om personerne har henvendt sig til butikken og har ryddet op – eller om de er blevet anmeldt til politiet for hærværk.