Når klokken slår 12 denne onsdag, kommer en del mobiler rundt om i landet til at larme, da myndighederne der tester varslingssystemerne.

Men nogle kan have god grund til helt at slukke deres mobil, så alarmen ikke lyder.

Sådan lyder det blandt andet fra Psykiatrifonden og fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK).

Det er altid den første onsdag i maj, at beredskabet tester landets fysiske sirener.

Men ligesom sidste år – hvor man afprøvede det for første gang – vil man i år også udsende en testadvarsel til mobiltelefoner, hvilket kan give en høj lyd.

»Der kan være god grund til ikke at ville modtage et højt varselssignal på sin mobil – eller til, at du gerne vil advares på forhånd,« lyder det i et opslag på Psykiatrifonden Facebookside.

»Hvis du vil undgå, at S!RENEN (som testadvarslen hedder, red.) lyder på din telefon, anbefales du at slukke din mobil helt mellem klokken 11.45 og 12.15.«

Hvis din mobil blot er på lydløs, på 'forstyr ikke' eller på 'flytilstand', vil du stadig modtage et varsel.

Hos Landsorganisationen af Kvindekrisecentre råder man også voldsudsatte til at slukke deres mobil.

»Nogle voldsudsatte kan have gemt en mobil i hjemmet, bilen eller andre steder og kan risikere at blive afsløret af lyden,« lyder det i et opslag fra organisationen på Facebook.

Også her rådes man til at slukke mobilen helt mellem klokken 11.45-12.15.

»Når du tænder den igen, så gør det, når du er alene – og hold for en sikkerheds skyld en finger på telefonens højtaler,« skriver LOKK.

I 2023 fik omkring to ud af tre danskere en testadvarsel på deres mobiltelefon. Det var første år, systemet blev afprøvet.

Årsagen til, at mange ikke fik en testadvarsel, var ifølge Beredskabsstyrelsen, at mange ikke havde opdateret styresystemet på deres iPhone.

»Det tager noget tid, før et styresystem bliver udbredt. Nu er der gået et år, og det er vores klare forventning, at når styresystemet er mere udbredt vil flere også være i stand til at modtage en advarsel,« siger Lars Aabjerg Pedersen, som er kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, til Ritzau.

De fysiske sirener har to forskellige signaler. Et som varsler, og et som afvarsler.

På mobilen fungerer systemet ved, at man får en besked ledsaget af en høj advarselslyd.