Putin anerkender nu, at det var »radikale islamister«, der udførte terrorangrebet i Rusland fredag.

Men han fortsætter samtidig med at pege på Ukraine ved at sige, at terrorangrebet er »en del af Kiev-regimets angreb på Rusland«, og at han vil finde ud af, »hvem der bestilte« angrebet.

Og den fortælling vil den russiske præsident fortsætte uanset hvad. Også selvom han nu anerkender, at angrebsmændene er islamister. Det vurderer Ruslandsekspert Flemming Splidsboel Hansen:

»Det er måske et lille bitte skridt væk fra de seneste dages historie om, at det bare var nogle, der havde fået penge for at gennemføre angrebet. Men som jeg ser det, så holder han stadig fast i den overordnede fortælling om, at Ukraine står bag og har fundet de her rekrutterbare mænd fra Tadsjikistan,« siger Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.

Islamisk Stat har ellers taget ansvaret for terrorangrebet. Men der er ingen vej tilbage for Putin, lyder det fra Flemming Splidsboel Hansen:

»For mig at se, så har de valgt en linje. Det vil være rigtig, rigtig svært for de russiske myndigheder, politikere og medier at træde tilbage nu og sige 'Ukraine havde faktisk ikke noget at gøre med det. Det var faktisk Islamisk Stat'.« 

Putin siger, at gerningsmændene var på vej til Ukraine, da de blev fanget.
Putin siger, at gerningsmændene var på vej til Ukraine, da de blev fanget. Foto: Mikhail Metzel/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fredagens terrorangreb i Rusland fandt sted i udkanten af Moskva. Terroristerne slog til mod et koncertsted. Over 130 mennesker blev dræbt, lyder meldingerne fra Rusland. 

Som mulig motivation for angrebet nævnes, at Rusland har hjulpet det syriske regime med at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien.

»Vi ved, at denne forbrydelse blev begået af radikale islamister, hvis ideologi den islamiske verden selv har bekæmpet i århundreder,« sagde Putin ifølge nyhedsbureauet AFP under et møde vist på tv.

Men så hævede han igen, at gerningsmændene var på vej mod Ukraine efter terrorangrebet:

»Selvfølgelig er det nødvendigt at besvare spørgsmålet, hvorfor terroristerne forsøgte at tage til Ukraine efter at have begået forbrydelsen? Hvem ventede på dem der?«