Næsten dagligt bliver Trine Trøstrup Darré ramt af en nervøs fornemmelse.

For når hun hører togets horn, ved hun, at der igen er børn på de skinner, som løber lige bag hendes baghave. 

»Jeg føler lidt, at jeg bor med dødens legeplads som baghave,« siger Trine Trøstrup Darré, der først fortalte sin historie til KøbenhavnLiv

Hun bor tæt på Valby Station, og ved siden af hendes baghave er der en nødudgang i det støjværn, som ellers adskiller haverne fra jernbanen.  

Derfra kan man frit gå direkte ud på skinnerne, og det er der især mange børn, som gør.

Fra sit hus kan Trine høre, hvordan de udfordrer hinanden i at blive stående på skinnerne så længe som muligt, imens de filmer det. 

»De er som oftest teenagere, men det er også helt unge. De yngste har været omkring 7-8 år. De er i den alder, hvor man lige er begyndt at gå alene hjem fra skole,« fortæller Trine Trøstrup, der i enkelte tilfælde har filmet børnene på afstand for at råbe skoler og Banedanmark op. Du kan se et uddrag af videoerne øvrst i artiklen.

Hendes hus ligger mellem to store folkeskoler, og børnene kommer tit forbi, når skoledagen er sluttet. 

I de fem år, hun har boet på adressen, har man jævnligt kunnet høre hornet fra S-toget, men ifølge Trine Trøstrup er problemet stigende.

»Jeg har en fornemmelse af, at det er blevet værre. Lige for tiden er det næsten dagligt,« siger Trine Trøstrup, der fortæller, at hun som nabo lever med en nagende frygt for, at det en dag kommer til at gå grueligt galt.

Det er gennem hullet her, de unge kan gå direkte ud på skinnerne.
Det er gennem hullet her, de unge kan gå direkte ud på skinnerne. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hver gang, der er aktivitet på skinnerne, forsøger hun at tage kontakt til børnene.

»Jeg fortæller dem, at det er hamrende farligt. Det skal gå galt for en enkelt, der snubler eller ikke kommer væk i tide, og så har vi et ulykkessted i baghaven. Det er vi selvfølgelig ikke interesseret i,« siger hun. 

Mange af børnene stikker dog hurtigt af, når hornet bliver presset i bund. 

Derfor håber hun, at forældre i området vil tage et alvorsord med deres børn. 

I de fem år Trine og hendes kæreste har boet på adressen, har de løbende forsøgt at få Banedanmark til at tage affære, men det har ikke været muligt. Nødudgangen skal nemlig være åben i tilfælde af, at der sker en ulykke på jernbanestrækningen. 

Efter Trine fortalte sin historie til KøbenhavnLIV, har hun fået nogle af de relevante parter i tale, som nu vil se på, om man kan finde en løsning på problemet.