»De forbandede 14 dage i Vestre Fængsel.«
Det er det første, 81-årige Ebbe Preisler begynder at tale om.
Han er lige vågnet fra en middagslur i sin lejlighed på Frederiksberg. Nyligt tilbagevendt efter at have været varetægtsfængslet. Stadig sigtet for drab på sin meget parkinsonsyge hustru, Mariann Preisler. Pludselig landskendt.
»Det er faktisk en tankevækkende oplevelse.«
Og så fortsætter han med historien om sin nye ven fra fængslet, pusheren, det »forbandet« skarpe loftslys i cellen, og da han sked i bukserne, fordi ingen i det travle fængsel havde tid til at lukke ham ud på toilettet.
»Jeg var så forbandet over det forbandede loftlys, som jeg var nødt til at finde mig i. Man kunne ikke falde til ro. Det var i sig selv, for mig i hvert fald, noget af torturen.«
Ifølge Ebbe Preisler var drabet på hans hustru et medlidenhedsdrab. Parret havde før talt om aktiv dødshjælp, og hun svarede ifølge Ebbe Preisler 'ja', da han anden juledag spurgte hende, om det var nu, hun ville dø.
Deres børn har kaldt det en »kærlighedsgerning«. Mariann Preisler havde været syg med parkinson i 26 år og var visnet i sin kørestol. Men Anklagemyndigheden holder fast i, at der juridisk set er tale om et drab efter straffelovens strenge paragraf, fordi Mariann Preisler ikke udtrykte et tilstrækkeligt klart ønske om at blive dræbt.
Sagen har sparket liv i debatten om aktiv dødshjælp i Danmark, men for Ebbe Preisler har sagen også ført til, at han er blevet brændende optaget af et nyt emne: Forholdene for varetægtsfængslede.
»Jeg har kun gode ting at sige om personalet i fængslet, men der er for lidt mandskab,« siger Ebbe Preisler.
Han mærkede det meget konkret, når han skulle tisse og lave lort:
»Det var fuldstændig utåleligt.«
»Jeg, som har en høj alder og prostata-cancer, skal meget ofte på toilettet. Og når jeg hev i snoren på væggen, så tog det mindst fem minutter, nærmere ti, måske endda et kvarter, før der kom nogen.«
Som en løsning begyndte Ebbe Preisler at tisse i håndvasken i cellen, og senere fik han udleveret nogle plastikposer, han kunne bruge.
Men den næstsidste dag i cellen gik det galt.
»Jeg kunne mærke ved nitiden, at jeg skulle på toilettet. Jeg hev i snoren. Der gik 5, 10, 15, næsten 20 minutter.«
Han tænkte, at han blev nødt til at bruge en plastikpose igen.
»Men der kom jeg altså for sent,« fortæller Ebbe Preisler.
»Jeg havde bukserne nede om haserne og sked på tøjet og ud på gulvet.«
»Og så valgte jeg at blive stående. Nu skulle de fandeme have lov til at se, hvordan det så ud.«
Sådan stod han stædigt. Med afføring udover det hele. I yderligt et kvarter og »blev kold«, genkalder han sig, før en vagt kom og åbnede døren med ordene: »Du har sandelig været ude for et uheld.«
»Så hentede han en sygeplejerske. Jeg blev stående der. Med hele molevitten. Der gik fem minutter mere.«
Forrige fredag bisatte han sin hustru, Mariann Preisler. Da var ikke planen, at han skulle have været med til begravelsen.
Han forsøgte at begå selvmord i timerne efter, at han havde taget sin hustrus liv på plejehjemmet anden juledag. Også med metadon. På grund af manglende livslyst, »permanent melankoli«, og fordi det ville være »romantisk« at tage herfra sammen, fortæller han. Men hans selvmordsforsøg mislykkedes.
Han afviser, at Mariann Preislers død nu opleves som en befrielse fra rutiner og pleje, der giver ham fornyet mod på livet. Tværtimod. Det bidrager til hans »tungsind«, at hun er væk, og han kæmper stadig med at »opretholde en livslyst«, fortæller han.
Alligevel vil han ikke forsøge at begå selvmord igen – i hvert fald ikke lige nu.
Han har fået noget nyt at leve for, fortæller han.
For det første er der stadig debatten om aktiv dødshjælp.
Og derudover er der nu også debatten om forholdene og ventetiden for varetægtsfængslede. Noget, der påvirkes af manglen på dommere til at behandle sagerne, som B.T. også har beskrevet.
»De sad jo bare og ventede på, at domstolene fik plads.«
En af dem – en pusher – blev Ebbe Preislers ven i Vestre Fængsel.
»Den første dag kom en sygeplejerske med den store, tunge nøgle og åbnede den store, tunge dør og rakte mig to store pakker med småkager.«
Småkagerne – brunkager og vaniljekranse – var fra pusheren, en af de andre varetægtsfængslede, og Ebbe Preisler begyndte at besøge ham i hans celle om eftermiddagen.
»Vi fik serveret nytårsmiddag i hans celle. Der kom et kæmpe stykke kød med tilbehør, men når man kastede sig over det med den plastikkniv, vi fik udleveret, så var det som at ramme en haveflise.«
Han kalder historien om sine 14 dage i Vestre Fængsel for en af sine »nye pligter«.
»Nu er der nogen, der forventer, at jeg ytrer mig.«
B.T. mødte Ebbe Preisler forrige fredag til hans hustrus bisættelse:
