Som tømrerlærling blev en 17-årig pige udsat for voldsom sexchikane, hvor hun blandt andet blev kaldt sæk og kost. 

Nu mister tømrervirksomheden retten til at ansætte nye lærlinge. Det har Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse netop besluttet.

Det skriver Fagbladet 3F

»Det var et enigt udvalg, der traf beslutningen,« siger formand for udvalget, Ole Gregersen, og tilføjer: 

»Vi siger nej til, at de kan få nye lærlinge nu. Vi er nødt til at se, at de kan få det til at fungere. De skal først bevise, at de har styr på deres arbejdsmiljø.« 

Derfor skal Holstebro Tømrer og Bygningssnedker opsige alle aftaler, som de har indgået med kommende lærlinge. 

Alligevel får de lov til at beholde de to lærlinge, som er ansat i dag. Den ene er nemlig ved at afslutte sit forløb, og den anden er søn af ejeren af virksomheden. 

Firmaet skal ifølge formanden igennem uddannelse og flere kurser i, hvordan man skaber et »sexisme-frit arbejdsmiljø, før de kan komme i nærheden af at få lærlinge igen«.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan den 17-årige tømrerlærling blev syg af sit arbejde grundet den sexchikane, hun blev udsat for. 

»Når vi var på byggepladser, var jeg der for at gøre rent eller lave mad i deres øjne. Jeg duede kun til at få pik eller skrælle kartofler.«

For det var ikke meget læring, hun fik af at være der, men derimod både stress, angst og depression som følge af arbejdsmiljøet, ifølge hendes læge og to psykologer.

Hun beskrev, hvordan hendes daglige leder ikke ville kalde hende ved navn. Derimod blev hun kaldt for »kost« eller »sæk«. 

Det halve år, hvor Sofie var tømrerlærling, var ikke kun præget af krænkende øgenavne.

»De kommenterede på mit udseende, og kunne finde på at sige, at de syntes, mit tøj sad for stramt, og at det var distraherende,« siger hun.

Sofie uddyber, at de gik om bag hende, når hun arbejdede i bestemte positioner, og lavede 'bollebevægelser.'

Der var sågar en, der sagde til hende, at han glædede sig til julefrokosten, fordi han ville drikke hende så fuld, at hun ikke kunne sige nej, gengiver Sofie.

Holstebro Tømrer og Bygningssnedker har tidligere oplyst til B.T., at de var blevet pålagt at sikre, at arbejdsmiljøet blev frit for verbale krænkelser. 

»Vi beklager det passerede, og vi gør alt, hvad der står i vores magt for at efterleve kendelsen fra efteråret 2023. Der er nu hengået cirka 3 måneder efter, at sagen fandt sin afslutning, og vi finder ikke, netop af hensyn til de oprindelige parter, anledning til at kommentere sagen yderligere,« udtalte direktør Jesper Vith Nielsen i den forbindelse.

Selvom Sofie fik en voldsom start på sin tømrerkarriere, er drømmen endnu ikke slukket.

Hun skal fortsætte sin uddannelse et andet sted, hvor hun håber og forventer, at hverdagen bliver anderledes. For glæden for faget er ikke taget fra hende endnu.