Ikke en eneste gang i år har hun stemt i Folketingssalen. 

Løsgænger Theresa Scavenius har konsekvent været fraværende under afstemninger i Folketingssalen. En opgørelse lavet af Jyllands-Posten viser, at løsgængeren har et fravær på 100 procent fra afstemninger. 

Den høje fraværsprocent kan dog ikke gøre politisk analytiker, Henrik Qvortrup, rødglødende.

»Jeg er faktisk ikke så forarget. Hun bruger sin tid optimalt. Det er klart, at hvis hun var fraværende fra afstemninger, hvor hun kunne sidde med den afgørende stemme, så ville det være forargeligt. Det er bare ikke tilfældet« siger Henrik Qvortrup. 

Hovedpersonen, der blev smidt ud af Alternativet sidste år, forklarer til Jyllands-Posten, at hun udvælger få lovforslag, som hun går i dybden med, og det er derfor, hun ikke har stemt i år.

»Det vil sige, at jeg vælger nogle enkelte lovforslag ud, og så går jeg i dybden med dem. Så jeg bruger al min tid på at sidde og læse de her ofte 200 sider lange lovforslag. Så stiller jeg spørgsmål, indkalder til samråd eller spørgetid eller laver ændringsforslag. Og det vil sige, at jeg kun når meget få lovforslag,« forklarer Scavenius til Jyllands-Posten

Og det er en god idé, mener Henrik Qvortrup.

»Hvis enmandshæren skulle sidde og stemme, når hun alligevel ikke kan få sin indflydelse gennem, det ville være spild af tid. Theresa Scavenius ville da helt sikkert sidde og stemme, hvis det kunne få noget af hendes politik igennem,« siger Henrik Qvortrup, der tror, at Scavenius' vælgere er fint tilfreds med hendes fokus på få udvalgte sager. 

»Det politiske arbejde i Danmark foregår ikke alene nede i salen,« siger Henrik Qvortrup. 

B.T. kunne i 2021 afsløre, at løsgængeren Orla Østerby ikke fik bedrevet meget politisk arbejde. Han var fraværende ved næsten alle afstemninger, og stillede modsat Scavenius næsten ikke nogle beslutningsforslag. 

DBU vil internt erstatte ordene ‘målmand’ og ‘mandsopdækning’ med mere kønsneutrale ord. Er det woke-hysteri eller rettidig omhu for at inkludere kvinderne? Hør hele episoden her: