En festlig aften resulterede sidste lørdag i et absurd angreb på Christoffer Lilleholt, der er rådmand i Odense Kommune.

Efter en fødselsdagsmiddag i Odense centrum, forlod han sammen med sit selskab en restaurant, for at runde aftenen af med en drink.

Men den plan blev afbrudt af en mildt sagt usædvanlig forstyrrelse. Det siger Christoffer Lilleholt, der først fortalte om episoden til TV 2 Fyn.

Pludselig mærkede han nemlig, hvad der »føltes som et puf eller et slag,« siger han til B.T.

Puffet, der ramte ham, viste sig hurtigt at være forårsaget af kasteskyts.

Det var nemlig et æg, der ramte lokalpolitikeren og smattede ud over hans jakke.

Og det var en voldsomt irriterende oplevelse, siger Christoffer Lilleholt.

»Jeg synes, det er hamrende dårlig opførsel. I den bedste af alle verdener skulle politiet have fat i nakken på dem, og fortælle, at det ikke er i orden,« siger politikeren, der er søn af den kendte Venstre-politiker Lars Christian Lilleholt.

Her kan du se hvordan Christoffer Lilleholts tøj så ud efter han var blevet udsat for det angreb, som han selv kalder 'absurd'.
Her kan du se hvordan Christoffer Lilleholts tøj så ud efter han var blevet udsat for det angreb, som han selv kalder 'absurd'. Foto: Privatfoto
Vis mere

Christoffer Lilleholt fortæller, at selskabet var meget forbløffede oven på episoden, og at aftendrinken blev droppet til fordel for, at han gik tilbage ind på restauranten for at forsøge at vaske æggemassen af sin jakke.

Selvom han finder det 'hammer irriterende', er det dog ikke noget Christoffer Lilleholt vil tage med videre – hverken i forhold til politiet eller politik.

»Det er jo ikke personfarlig kriminalitet – det er bare helt vanvittigt, at nogen synes, det er sjovt at køre rundt og kaste æg efter folk,« siger han.

TV 2 Fyn har spurgt Fyns Politi, om der er blevet anmeldt lignende episoder i løbet af det seneste stykke tid. 

Fyns Politi oplyser til mediet, at de jævnligt modtager anmeldelser om æggekast på Fyn, og at der både kan være tale om drengestreger, eller decideret chikane af offentlige personer.

Christoffer Lilleholt fortæller, at han 'af gode grunde' ikke ved, hvilken en af grupperne hans episode hører til, da gerningsmændene kørte væk i en bil efter at have ramt ham med ægget, og at politiet ifølge hans oplysninger ikke har fundet frem til æggekasterne.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet og sumpen' her, eller hvor du lytter til podcast.