Der bliver født færre og færre børn i Danmark, og det skaber bekymring. 

Ikke mindst for Dansk Folkeparti, der netop er kommet med et forslag, som skal belønne dem, der får tre eller flere børn. 

Hvis de altså opfylder to krav: Dansk statsborgerskab og så skal begge forældre være i arbejde. 

»Vi kan se, at rigtig mange børnefamilier er hårdt økonomisk trængt, mens flere danskere fravælger at få børn,« siger DF-formand Morten Messerschmidt og fortsætter: 

»Det er et problem, både for at sikre arbejdsstyrken og fremtidens generationer. Derfor er vi nødt til at gøre noget for, at flere danskere får børn.«

I Danmark føder hver kvinde i gennemsnit omkring 1,5 børn, hvilket er for lavt, hvis vi vil opretholde vores befolkningsstørrelse. Fødselsraten skal derimod ligge på 2,1 børn pr. kvinde.

Med DFs forslag vil hver af de forældre, der får – eller har – tre eller flere børn, få et månedligt skattefradrag på 2.500 kroner for hvert barn, de har. 

Dermed vil en familie med to forældre og tre børn, hvor begge forældre arbejder, tilsammen få 180.000 kroner i årligt fradrag...

...altså, hvis de opfylder partiets to krav.

Hvis fødselsraten skal op, og vi skal have nogle flere børn, hvorfor skal der så være de her krav?

»Det er helt grundlæggende, fordi det ikke handler om, at muslimske storfamilier skal have det lettere ved at få flere børn. Vi indsnævrer det for at ramme rigtigt,« siger Morten Messerschmidt og fortsætter: 

»Med de to krav vil det relativt præcist være de danske traditionelle familier, der får fordelen.« 

Der er jo også mange muslimer, der er danske statsborgere og/eller bidrager til det danske arbejdsmarked?

»Hvis vi skal have et land i fremtiden, hvor der både tales dansk, og hvor der er dansk kultur, er vi nødt til at gøre noget for, at danske familier får flere børn,« siger Morten Messerschmidt og afslutter:   

»Man kan ikke lave en model, der er 100 procent perfekt, men vi arbejder i den retning, at det skal ramme den traditionelle danske familie.« 

Dansk Folkeparti har afsat 6,3 milliarder kroner til forslaget, som er udregnet ud fra hele Danmarks befolkning. Derfor forventer partiet, med de to krav, at beløbet kommer til at være mindre. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du ellers plejer at lytte til podcast.