»Det er svært. Det er jo liv, der er på vej til at blive skabt,« siger ligestillingsminister Marie Bjerre (V).

Hun har fredag været med til at hæve grænsen for fri abort fra uge 12 til 18. Hun ser på en række billeder, B.T. har bragt, der viser, hvordan et foster i uge 18 ser ud.

Netop fostrets udvikling – hvor meget fostret allerede ligner et rigtig menneske – har nemlig været et af argumenterne imod at hæve abortgrænsen.

»Det vækker også noget i mig at se billederne. Det ændrer bare ikke på, at vi synes, vi har sat den rigtige grænse,« siger Marie Bjerre og fortsætter:

»Jeg tror, vi alle bliver glade over at se liv blive skabt. Det er heldigvis oftest forbundet med lykkelige omstændigheder, men det er det bare ikke altid. Og når det ikke er det, så er det vigtigt, vi står på kvindernes side og ikke udskammer dem, der har behov for at få en abort.«

Foster i uge 18. B.T. har fået lov til at bruge billedet af scanningsklinikken Jordemoder.dk
Foster i uge 18. B.T. har fået lov til at bruge billedet af scanningsklinikken Jordemoder.dk
Vis mere

Er det udskamning, når man taler om, hvordan fostret ser ud?

»Nej. Det synes jeg ikke. For det er svært. Og det har det også været for mig personligt.«

Marie Bjerres vigtigste argument for at hæve abortgrænsen er, at hun vil give kvinder bedre tid til at reagere på resultatet af den faste scanning på hospitalet omkring 12. graviditetsuge.

»Det har gjort indtryk på mig, at man ikke har mulighed for at reagere på scanningen. Hvis man får at vide, at der måske er noget galt med fostret ved 12 uger-scanningen, så skal man have nogle opfølgende scanninger og nogle yderligere undersøgelser, og så kan man ende helt oppe i uge 18,« siger Venstre-ministeren.

Se flere billeder af fostre i uge 18, et skelet og to konserverede fostre i artiklen HER.

Marie Bjerres parti, Venstre, er det eneste blå parti, der stemmer for at hæve abortgrænsen.
Marie Bjerres parti, Venstre, er det eneste blå parti, der stemmer for at hæve abortgrænsen. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Indtil nu har man kun kunnet få abort efter uge 12 ved at ansøge om en særlig tilladelse hos et abortsamråd bestående af læger, psykiatere og jurister.

»Det er sådan et ekstra formynderisk lag,« siger Marie Bjerre med henvisning til, at langt de fleste får godkendt deres ansøgning om senabort efter uge 12.

»Det er ikke rimeligt, at kvinderne skal igennem det lag og ikke selv kan tage beslutningen. Det er i forvejen hårdt.«

For Marie Bjerre er det vigtigt, at der er god afstand mellem den nye abortgrænsen ved uge 18 og det tidspunkt, hvor et foster kan overleve uden for livmoderen, som er omkring uge 22.

Hvad hvis man i fremtiden lærer at holde live i et foster allerede i uge 18?

»Så må vi tage den debat til den tid. Eller dem, der kommer efter mig, må gøre det. Jeg mener, at vores lovgivning altid skal følge med tiden,« siger hun.