Lars Løkke Rasmussen har på Facebook skrevet et langt opslag til minde om formanden for Konservative, Søren Pape Poulsen.

 »Først vantro og så stor sorg ramte mig, da jeg tidligere i dag fik overbragt budskabet om Søren Papes pludselige og alt, alt for tidligere død,« starter han opslaget med.

På Facebook skriver han, at han lærte Søren Pape at kende, da han trådte ind i landspolitik i 2014. I opslaget beskrives det, hvordan han mindes samarbejdet med Søren Pape 'med stor glæde og taknemmelighed'.

Lars Løkke Rasmussen kommer i opslaget også ind på den hårde medfart som Søren Pape Poulsen og Konservative fik i pressen op til det seneste folketingsvalg.

»Mit hjerte blødte med Søren, da jeg – nu fra sidelinjen – iagttog den behandling, han senere blev udsat for i perioden op til det seneste folketingsvalg. Og jeg har en kæmpe respekt for, at han ikke kastede handsken i ringen, men holdt ved. Et blødt menneske og en hård fighter inkarneret i en person,« skriver Lars Løkke, der i opslaget tilføjer, at han har en tanke, som han 'ikke kan befri mig for'.

»Og nu er han her pludselig ikke mere. Ubegribeligt – og jeg kan ikke befri mig for tanken om, at det er resultatet af et sammenstød mellem et FOR hårdt politisk miljø og en kærlig sjæl,« skriver han i opslaget.

Han afslutter mindeordene med en hilsen til Søren Papes familie og venner.

»Mine varmeste tanker er hos Sørens forældre, familie og venner, der er nærmeste vidner til et ufatteligt og pludseligt tab. Ingen ord trøster, men bag tårerne gennem sig en taknemmelighed overfor et godt, men alt for kort, liv levet, skriver han i opslaget på Facebook.