Hun var storfavorit til at overtage, og onsdag blev det officielt. Mona Juul (K) overtager dirigentstokken i Det Konservative Folkeparti efter Søren Papes tragiske død. 

»Det synes jeg, hun kom godt fra. Talen var god og godt leveret,« siger Joachim B. Olsen, der dog også kalder debuten for »den letteste tale, Mona Juul kommer til at holde som politisk leder«.

Mona Juul præsenterede ingen ny politik eller nye linjer i sin debuttale som politisk leder, men ifølge B.T.s politiske kommentator er det ikke uvæsentligt, hvilke emner hun valgte at betone. 

EU's ydre grænser, retssikkerhed for borgere og virksomheder og klimaet fandt hun blandt andet plads til.

Mona Juul er i dag blevet indstillet som ny formand for Det Konservative Folkeparti.
Mona Juul er i dag blevet indstillet som ny formand for Det Konservative Folkeparti. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mona Juuls fokus på klimaet og det grønne kan meget vel gå hen og blive det område, hvor hun adskiller sig mest fra sin forgænger. 

»Hun betoner det langt tydeligere, end hvad Søren Pape gjorde, og det er altså ikke uvæsentligt,« siger Joachim B. Olsen. 

På et enkelt tidspunkt slingrede den nye leder dog en smule, mener han.

Under talen blev Mona Juul spurgt, om hun var konservativ nok. 

»Alle, der tænker som mig, det er jo det helt rigtige Konservative,« lød det kækt fra Mona Juul. 

Selvom det var sagt med et glimt i øjet, så er der dele af partiet, hvis holdninger ikke flugter med den nye politiske leders holdninger. 

»Det er ikke alle konservative, der tænker konservatisme på samme måde som Mona Juul. Der er jo forskellige fløje i alle partier, også i Konservative, og der er en mere nationalkonservativ fløj end Mona Juul i partiet,« siger Joachim B. Olsen. 

Den nye formand er for mange danskere et forholdsvist ubeskrevet blad, men 56-årige Mona Juul har en lang succesfuld erhvervskarriere bag sig. Hun står blandt andet bag en kendt dansk ost. Det kan du læse mere om her.

Mona Juul er også indstillet som partiets formand, men først skal hun vælges på et landsråd, hvor hele partiet og dets bagland er til stede.