»Danmark har mistet en dygtig, afholdt og kernekonservativ politiker.«

Sådan indleder Konservatives generalsekretær Søren Vandsø et Facebook-opslag, dedikeret til den nu afdøde formand for partiet Søren Pape Poulsen.

I opslaget, hvor han omtaler sig selv som Papes 'tro væbner', skriver han, at han var sammen med Søren Pape i hans allersidste tid.

»Jeg blev af mange, igennem årene, beskrevet som Sørens »tro væbner«. Det var jeg også til det allersidste da han slap livet i dag kl. 13.13. Den tro væbner sad trofast ved Sørens side med min hånd om hans arm,« skriver han i opslaget på Facebook.

»Kæreste ven, kære Søren, tabet er ubærligt. Jeg savner dig allerede,« skriver han.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Søren Vandsø. Det har indtil videre ikke været muligt.