Hvad der skulle have været en hyggelig quiz om EU med deltagelse af regeringstoppen og spidskandidater til EU-valget endte helt anderledes mandag aften. 

For omtrent en time inde i arrangementet blev Mette Frederiksen, Lars Løkke og de andre fremmødte politikere afbrudt af højtråbende demonstranter, som ville have politikerne til at reagere på »folkemordet i Gaza«, som demonstranterne kaldte det. Hele tre gange blev quizzen afbrudt. 

Hvis demonstranternes mål var at etablere direkte kontakt til regeringstoppen, så lykkedes projektet.

For da quizzen sluttede blev Lars Løkke hængende og talte med nogle af demonstranterne.

»Jeg havde en meget god samtale med to unge kvinder efter mødet. Vi har også udvekslet kontaktoplysninger. Jeg synes jo, at den her samtale skal vi fortsætte, for det hjælper ikke noget at stå og råbe af hinanden. Jeg vil gerne have den her samtale, men jeg vil ikke råbes ad,« sagde Lars Løkke til den fremmødte presse efterfølgende. 

Udenrigsministeren kaldte derudover demonstrationen for »ærgerlig måde at gøre det på«, men udtrykte sympati for deres frustration. 

Flere af demonstranternes pointer mente Lars Løkke dog var lodret forkert. Han pointerede blandt andet, at man fra dansk side har kaldt på en våbenhvile længe, og man overfor den israelske regering har understreget behovet for, at der kan komme mere nødhjælp ind i Gaza.  

Venstres formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), advarede efterfølgende mod at »overføre konflikten til Danmark.«

»Det er på alle måder et lavpunkt for en demokratisk aften, hvor vi skulle hygge os og diskutere EU. Nu ender det her i tumult,« sagde Troels Lund Poulsen efter mødet. 

På X har Venstreformanden beskrevet aftenens begivenheder som 'utrygt'.