Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er bekymret over flere meldinger om antisemitisme i Danmark.

Det konstaterer han oven på en melding fra Det Jødiske Samfund om tiltagende diskrimination mod landets jøder.

Som B.T. har beskrevet, har organisationen i en rapport offentliggjort torsdag registreret 121 antisemitiske hændelser i 2023, hvoraf flere består i dødstrusler.

I et eksempel skal en jødisk kvinde have modtaget en Facebook-besked med ordlyden: »Vi ved, hvor du bor, så pas på. Hvis vi fanger dig, vil du aldrig se en ny morgen.« I et andet skal en 15-årig dreng have proklameret foran en jødisk folkeskoleelev på ni år, at han »dræber alle fra Israel«.

»Rapporten fra Det Jødiske Samfund er dybt bekymrende,« lyder det i en skriftlig kommentar til B.T. fra Hummelgaard.

»Jøder i Danmark skal hverken forfølges, chikaneres med hagekors eller modtage dødstrusler på sociale medier. Det er forkasteligt, og jeg kan kun tage afstand fra de afstumpede personer, der udsætter vores jødiske borgere for den slags uhyrligheder.«

Antallet af antisemitiske hændelser i 2023 er langt det højeste, som Det Jødiske Samfund har registreret, siden organisationen begyndte at lave opgørelser i 2012.

Størstedelen af hændelserne har fundet sted efter terrorangrebet på Israel den 7. oktober og Israels efterfølgende bombardement af Gaza.

Hummelgard oplyser nu, at han sammen med flere ministre har inviteret Folketingets partier til et møde om antisemitisme i Danmark.

»På mødet skal vi følge op på handlingsplanen mod antisemitisme fra januar 2022,« lyder det.

Samtidig, bemærker han, har Rigspolitiet »iværksat en styrket politimæssig indsats i forhold til antisemitiske hændelser«.

B.T. afventer svar fra Rigspolitiet på, hvad den indsats består i.

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du ellers lytter til podcast.