På billedet ses Venstre-borgmester i Assens, Søren Steen Andersen, bøvle med søndagsrengøringen af sine fire skraldespande.

»Der kommer en del griseri. Der er noget at holde styr på,« siger borgmesteren.

»Det er ikke den rigtige løsning.«

Han vil af med en af skraldespandene. Den til plastik og mælkekartoner. Han vil smide det hele i restaffald og så overlade sorteringen til en robot.

Ikke bare for at gøre det nemmere for ham selv. Men fordi det både er billigere og bedre for miljøet, som professor i grøn teknologi på Syddansk Universitet, Henrik Wenzel, har forklaret til blandt andre B.T. Det kan du læse mere om HER.

»Hvor ville det dog være rart, hvis man kunne slippe for den ene skraldespand,« siger borgmesteren.

Et flertal på Christiansborg (S, V, RV, SF, LA) afviste sidste år Venstre-borgmesterens forslag om, at overlade sorteringen af plastikaffald til robotter. Begrundelsen var hovedsageligt, at nogle EU-regler står i vejen.

Men den fynske borgmester har ikke givet op.

»I mit hoved er idéen ikke død,« siger Søren Steen Andersen, der har sine fynske borgmesterkolleger bag sig.

»Den dag man begynder at følge op på, hvor meget plastik danskerne selv får sorteret derhjemme, og man kan se, at det ikke er nok, så tror jeg, man bliver tvunget til at bygge nogle sorteringsanlæg, der kan gøre det for os,« siger han.

Han henviser her til, at borgerne lige nu kun får smidt omkring 40 procent af den genanvendelige plastik i den rigtige skraldespand. En robot kan frasortere omkring 80-85 procent.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har ingen kommentarer og henviser til Miljøstyrelsen, selvom det ikke er styrelsens beslutning, om sorteringen skal overlades til robotter.

Det er blandt andre en af Assens-borgmesterens partifæller i Venstre, der forhindrer, at han kan slippe for skraldespanden til plastik. Venstres miljøordfører på Christiansborg, Erling Bonnesen, mener ikke, tiden er inde til det endnu:

»Jeg kender udmærket de gode argumenter, men problemet er, når det skal omsættes til praksis. Systemerne er ikke klar til det endnu. Professoren har nogle glimrende tanker. Der er bare ikke tilstrækkelig driftssikkerhed i det endnu,« siger Erling Bonnesen.

Hvad mener du med driftsikkerhed? Man gør det allerede i Holland og Norge, så der må det jo have vist sig at være driftsikkert.

»Det er glædeligt, der er noget på vej. Og jeg har også set nogle af de sorteringsanlæg. Men det skal teknologisk udvikles. Vi vil følge det tæt.« 

Herunder kan du, hvordan man i Norge allerede overlader sorteringen af plastikaffald til robotter på anlægget ROAF: