For 10 måneder siden fødte Sonia Kälin – schweizisk eks-topbryder og tv-personlighed – sit andet barn.

Og nu afslører den 39-årige mor, at begge fødsler har været meget problematiske, og så deler hun et problem, som en del mødre måske kan nikke genkendende til.

Den anden fødsel førte nemlig til et 4,5 centimeter 'hul' på maven mellem hendes bugmuskler. Fænomenet kaldes 'delte mavemuskler', og det sker som følge af det pres, der har været på musklerne under graviditeten.

 Hos de fleste fødende trækker mavemusklerne sig sammen igen efter nogle uger, men det er ikke sket for Sonia Kälin. Så hun er ikke kommet 'af med maven', som hun siger – og det fører til, at 'fremmede folk ofte spørger mig, om jeg er gravid'.

»Fantastisk, ikke sandt,« skriver hun på Instagram med en vis sarkasme.

Og tilstanden fører til flere udfordringer i hverdagen.

»Jeg kan ikke engang puste en ballon op, for så føles det som om, at min mave sprækker. Jeg får hurtigt rygsmerter, når jeg skal bære mine børn, fordi min overkrop ikke er stærk nok,« fortæller hun i opslaget, hvor hun spørger andre kvinder om tips og råd – som helst skal styre hende uden om et kirurgisk indgreb.

»Hvad sker der nu? Jeg ved det ikke. Og det er derfor, at jeg skriver dette indlæg. Ved nogen, om jeg kan få mavemusklerne til at vokse sammen igen?« 

»Almindelige læger har ingen tro på alternative løsning. Men jeg er alligevel klar til at gå den håbløse vej. For mig handler det ikke om udseende, men om mit fysiske velvære.«