Lørdag fik Midt- og Vestsjællands politi en anmeldelse om, at flere store sportstasker var drevet i land på stranden ved Sjællands Odde.

Taskerne, der var fyldt op, har nok kunnet overraske de fleste strandgæster, der lørdag var ude og gå tur ved Odden.

De store sportstasker var nemlig fyldte med kokain.

»Vi sendte flere patruljer til området omkring Gniben, hvor vi fandt flere tasker. Ud fra den umiddelbare besigtigelse, så tyder det på, at der er flere pakker med kokain i taskerne,« siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.

Politiet kørte taskerne væk, og har anbragt dem et sikkert sted. Nu går politiet i gang med at opklare, hvor taskerne kommer fra. Midt- Og Vestsjællands Politi vil fortsat være i området, for at se om der skulle dukke flere kokainfyldte sportstasker op.

»Hvis folk i området finder flere tasker, skal de straks kontakte politiet på 114. Vi vil kraftigt advare folk mod at tage eventuel narko med sig hjem«, siger Kim Løvkvist.

Kim Løvkvist oplyser, at det endnu er for tidligt at sige noget om mængden af kokain i taskerne, og at det skal klarlægges som en del af efterforskningen.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du lytter til podcast.